Europa-Parlamentets holdning til forenkling af CSRD og CSDDD er uafklaret
Europa-Parlamentet afviste sit eget Retsudvalgs kompromisforslag til Kommissionen udkast til et omnibusdirektiv (regelforenklingspakke) fra februar 2025.
Parlamentets plenarforsamling afholdt en hemmelig afstemning om sin holdning til direktivudkastet den 22. oktober 2025 med resultatet 318 stemmer imod, 309 for og 34 undladelser/blanke. Sagen er sendt tilbage til forhandlingerne i Parlamentet, og en ny afstemning er programlagt til den 13. november 2025.
Europa-Parlamentets Retsudvalg JURI vedtog den 13. oktober et kompromis med udkast til Europa-parlamentets forhandlingsposition ved de kommende trialog-forhandlinger med Rådet og Kommissionen. Det var dette forhandlingsudkast, som blev nedstemt i plenarforsamlingen den 22. oktober.
Tærskelværdierne mv. i kommissionens direktivudkast til den første omnibuspakke (kilde)
CSRD & EU-taksonomi: Omfattede virksomheder hæves til virksomheder med mere end 1.000 ansatte (i stedet for 250) og med en omsætning på over 450 millioner euro (i stedet 50 mio. euro). Det betyder en reduktion af omfanget af virksomheder på omkring 90 %. I Danmark vil 229 virksomheder blive omfattet af CSRD.
CSDDD: Omfattede virksomheder hæves til virksomheder med mere end 5.000 ansatte og en omsætning på over 1,5 milliarder euro (en reduktion af omfanget på omkring 70%)
Udover ændringer i tærskelværdier betyder substans-forslaget, at klimaomstillingsplaner bibeholdes i CSRD, sektorspecifikke standarder bliver til frivillige sektorspecifikke guidelines, CSRD-virksomheder kan kun efterspørge data (i værdikæden), som er omfattet af VSME-standarden, og endelig betyder forslaget, at der tages en risikobaseret tilgang til identifikation af impact i stedet for alene Tier 1 kunder.
Dele af kommissionens samlede forslag er vedtaget
Kommissionens første omnibuspakke indeholder fire forslag, to direktivændringer og to forordninger, om at forenkle reglerne inden for lovgivninger på bæredygtighedsområdet (vedr. CSRD, CSDDD, Taksonomiforordningen og CBAM). Forslagene behandles hver for sig.
Direktivforslaget kaldet ‘Stop-the-clock-forslaget’ udsætter rapporteringskravene under CSRD for bølge 2- og 3-virksomheder med to år og udsætter implementeringsfristen og den første anvendelsesbølge af CSDDD med ét år. EU-direktivet er vedtaget og trådte i kraft den 16. april 2025. Folketinget forventes at implementere direktivet i dansk lovgivning inden udgangen af 2025. Det betyder bl.a., at store unoterede virksomheder, børsnoterede virksomheder med under 500 ansatte og børsnoterede SMV’er, som ikke allerede har rapporteret for regnskabsår 2024, kan indstille deres arbejde med rapporteringskravene under CSRD.
Kommissionens forslag til et direktiv, det såkaldte ‘Substans-forslag’, ændrer bl.a. anvendelsesområdet for CSRD, CSDDD og taksonomiforordningen (nedsætter tærskelværdierne for de omfattede virksomheder). Forslaget indeholder alle andre ændringer til CSRD og CSDDD, end bestemmelserne i stop-the-clock-direktivet. Rådet vedtog den 23. juni sit forhandlingsmandat til forslaget og parlamentets forhandlingsmandat afventes. Den danske regering støtter forenkling af reglerne (se fx Dakofa nyhed om ”Aftale om finanslov 2026” her)
Find Europa-Parlamentets protokol med afstemningsresultatet fra plenarforsamlingens afstemning om ”Visse krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering og due diligence i forbindelse med bæredygtighed” den 22. oktober 2025 her
Se evt. Kommissionens første omnibuspakke, “Forslag til direktiv om ændring af direktiv 2006/43/EF, 2013/34/EU, (EU) 2022/2464 og (EU) 2024/1760 for så vidt angår visse krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering og due diligencei forbindelse med bæredygtighed” fra den 26. februar 2025 på EUR-Lex her
Erhvervsstyrelsens overblik og information om Kommissionens Omnibusforslag om forenkling af bæredygtighedsregulering kan læses her
Erhvervsstyrelsens Vejledning ”Generelt om bæredygtighedsrapportering efter § 99 a (CSRD)” kan læses her