Europa-Kommissionen: forslag om forenkling indenfor miljølovgivningen

Forslaget skal reducere de administrative byrder inden for producentansvar, cirkulær økonomi, miljøvurderinger, industrielle emissioner og geospatiale data

Kommissionens forenklingspakke består af seks lovforslag. De foreslåede forenklinger omfatter målrettede lovgivningsmæssige ændringer og afspejler bidrag fra interessenter efter en evidensindsamling, der blev offentliggjort den 22. juli 2025. Oplysningsindsamlingen modtog mere end 190.000 svar.

Her ses på et udvalg af forslagene.

Forenklet udvidet producentansvar
Den nuværende lovgivning om batterier, emballage, elektronisk udstyr, engangsplast og affald kræver, at EU-baserede virksomheder udpeger en bemyndiget repræsentant til at opfylde deres producentansvarsforpligtelser. Virksomheder skal have en bemyndiget repræsentant i hver medlemsstat, hvor de ikke er etableret, men sælger produkter. Denne forpligtelse foreslås suspenderet for europæiske producenter.

Yderligere forenklinger af producentansvarsordningerne forventes i retsakten om cirkulær økonomi, som vil blive fremlagt ultimo 2026. Det vil bl.a. være forslag om at reducere omfanget af den rapportering, som producenter skal foretage om de produkter, der bringes på markedet, samt data om indsamling og behandling af affald knyttet til disse produkter, og vil begrænse rapporteringshyppigheden til maksimalt én gang årligt. Desuden vil der være forenklinger for producenter fra tredjelande.

Substances of Concern In articles as such or in complex objects (Products)
SCIP er en database med information om problematiske stoffer i artikler som sådan eller i komplekse genstande (produkter), som er oprettet i henhold til affaldsrammedirektivet.

Kommissionen finder, at SCIP-databasen ikke har været effektiv til at informere genanvendere om forekomsten af farlige stoffer i produkter og har pålagt betydelige administrative omkostninger. Det foreslås derfor at ophæve forpligtelsen til at indberette SCIP-relaterede data. EU’s kemikalielovgivning, især pakken ”One Substance One Assessment” samt det digitale produktpas, vil gradvist overtage den tiltænkte funktion af databasen. Når Kommissionen designer det digitale produktpas, vil der blive inkluderet data om stoffer, der giver anledning til meget store betænkeligheder.

Gennemførelsesretsakter for at fastsætte indikatorer om affaldsforebyggelse
Artikel 9, stk. 7, i affaldsdirektivet giver Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter for at fastsætte indikatorer til at måle den overordnede fremgang i gennemførelsen af foranstaltninger til affaldsforebyggelse, men der er ingen forpligtelse for medlemsstaterne til at anvende disse indikatorer. Denne bemyndigelse vil blive slettet og der vil ikke blive vedtaget nogen gennemførelsesretsakt.

Dette vil ikke have nogen miljømæssig indvirkning, da medlemsstaterne allerede har etableret tilsvarende nationale indikatorer, og relevante data, som kræves, fortsat vil blive indberettet på grundlag af kravet i artikel 9, stk. 3, i affaldsdirektivet og indsamlet af Det Europæiske Miljøagentur. Derudover ville artikel 9, stk. 3, ikke have krævet, at medlemsstaterne brugte de indikatorer, der ville være blevet fastlagt i en gennemførelsesretsakt.

Rapporter fra Kommissionen
Flere steder i reguleringen kræver, at Kommissionen gennemgår indberettede data og offentliggør en rapport om resultaterne af denne gennemgang, for eksempel inden for et bestemt antal måneder eller med en fastlagt hyppighed. I praksis har denne bestemmelse været for restriktiv og betydet, at analyser skal gennemføres på et uhensigtsmæssigt tidspunkt og kun omfatter en del af informationen. For eksempel kan en rapport skulle offentliggøres på et tidspunkt, der ikke passer sammen med evalueringer gennemført i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre regulering. Derfor vil disse krav blive slettet og erstattet af et mere fleksibelt krav om, at Kommissionen skal gennemgå informationen.

Økonomiske besparelser
Med forslaget forventes virksomheder at spare omkring 1 mia. euro om året, hvilket bringer de årlige administrative besparelser fra omnibusser og andre forenklingsinitiativer, som Kommissionen allerede har fremlagt, op på næsten 11 mia. euro årligt. Det bringer os dermed tættere på det overordnede mål om 37,5 mia. euro i årlige administrative besparelser inden denne Kommissions mandat udløber i 2029.

Dette initiativ er en del af en bredere indsats i tråd med EU’s Konkurrenceevnekompas.

Fremtidig forenkling
Kommissionen er fortsat forpligtet til at udnytte det fulde potentiale for forenkling, stressteste EU-lovgivning og arbejde for effektiv gennemførelse. Forenklingsprocessen vil fortsætte i de kommende år med fokus på stresstest, vejledning og forbedring af eksisterende lovgivning.

Kommissionen vil snart offentliggøre en vejledning for at sikre en smidig og rettidig overgang til forordningen om emballage og emballageaffald. Kommissionen vil også udarbejde en liste med ofte stillede spørgsmål med vejledning om de hyppigst rejste punkter i forbindelse med indkaldelsen af input og i bilaterale udvekslinger, herunder test for PFAS, anvendelsesdatoer, mærkningskrav og genanvendelsesmål. Et udkast til en delegeret retsakt vil blive offentliggjort med mulighed for interessenters feedback, som vil give en undtagelse fra målet om 100 % genbrug for palleomslag og -stropper. Kommissionen vil overveje yderligere fleksibilitet for andre emballageformater, især hvor hygiejne- og fødevaresikkerhedsmæssige hensyn forhindrer opnåelsen af disse mål.

Næste skridt
Lovforslaget vil nu blive fremlagt for Europa-Parlamentet og Rådet til vedtagelse.

Læs mere
European-Commission, 10. dec. 2025, Pressemeddelelse, Promoting sustainable growth with simpler and smarter environmental legislation
Europa-Kommissionen, 10. dec. 2025, Proposal for a regulation, Simplification of administrative burdens in environmental legislation
Europa-Kommissionen, Tale [Kontroller mod fremsat version] Bemærkninger fra ledende næstformand Ribera, kommissær Dombrovskis og kommissær Roswall om pakken for miljømæssig forenkling Bruxelles, 10. december 2025

Relaterede nyheder