Ny affaldsbekendtgørelse
Her gengiver vi kun de svar fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, der vedrører sorteringskrav for bygge- og anlægsaffald pba. selektiv nedrivning samt ændringer som følge af bekendtgørelse om udvidet producentansvar for emballage.
Manglende affaldsanmeldelser
Miljø- og Ligestillingsministeriet noterer sig, at der er problemer med manglende affaldsanmeldelser. Der er indført regler om sporbarhed for bygge- og anlægsaffald. Kommunen har tilsynsforpligtelse med reglerne i bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde, jf. § 38. Overtrædelser af de gældende bestemmelser er strafbelagt i henhold til § 40, stk. 1, nr. 12-14. Miljø- og Ligestillingsministeriet indgår gerne i videre dialog om, hvordan efterlevelse af affaldsanmeldelser kan styrkes.
Risiko for asbest i fraktionen “Sanitet, fliser og glaseret tegl”
Det vurderes hensigtsmæssigt at indsætte en præcisering af, at asbestholdigt affald skal udsorteres fra andet bygge- og anlægsaffald. Miljøstyrelsen foreslår, at ”asbestholdigt affald” indsættes i § 67, stk. 1, sammen med PCB-holdigt affald og termoruder. Endvidere er det hensigten at opdatere vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald. I den forbindelse, kan det være relevant at minde om, at der kan være asbest i fliseklæb.
Gentagelse af sorteringskrav for plastik, træ og glas skaber forvirring
Affaldsbekendtgørelsen tilpasses, så plastik, træ og glas fjernes fra fraktionerne i § 67, stk. 2. I stedet indsættes en henvisning til kravene i § 64, stk. 4. Dog bibeholdes plastik og glas i § 67, stk. 7, og må således fortsat ikke blandes med andre affaldsfraktioner i henhold til § 67, stk. 6.
Præcisering af omfattede fraktioner
Miljø- og Ligestillingsministeriet bemærker, at det er hensigten, at ”glasuld” skal fremgå af § 67, stk. 7, nr. 1, og at den derfor er tilføjet. Endvidere bemærkes det, at hensigten med ”gips” er både at omfatte almindelig gips og fibergips. Dette præciseres ved eksplicit at tilføje fibergips tilføjes til listen.
Sortering af vinduer
Miljø- og Ligestillingsministeriet bemærker, at glas som udgangspunkt skal sorteres på byggepladsen, ligesom de andre fraktioner, der er specificeret i bestemmelsen. Miljøstyrelsen bemærker, at såfremt sortering af vinduer til demontering sikrer bedre genanvendelsesmuligheder, kan det være i overensstemmelse med formålet med reglerne.
Sortering af overskudsmaterialer
Miljø- og Ligestillingsministeriet bemærker, at bygge- og anlægsaffald, der genereres i forbindelse med nybyg, ikke er undtaget krav om sortering. Dertil bemærkes det, at der med den foreslåede bestemmelse stilles krav om, at afskær, emballager og overskudsmaterialer, der ikke har været anvendt i byggeri, skal sorteres særskilt og ikke må blandes med andre fraktioner i henhold til § 67, stk. 6. Hensigten med bestemmelsen er, at potentialet for genbrug og genanvendelse af afskær, emballager og overskudsmaterialer ikke bliver ødelagt af den evt. sammenblanding, der kunne forekomme i henhold til § 67, stk. 6.
Sorteringsteknologi
Miljø- og Ligestillingsministeriet bemærker, at kildesortering som udgangspunkt sikrer renere og mere genanvendelige materialer. Det er på den baggrund, at der er indført krav om selektiv nedrivning for bygninger på 250 m2 eller derover. Det vil være i strid med hensigten i selektiv nedrivning, hvis man efterfølgende kan sammenblande fraktionerne. Miljøstyrelsen vurderer, at trods investeringer i sorteringsanlæg, vil kvaliteten af flere affaldsfraktioner, der har været sammenblandet, være reduceret, selv efter sortering, og at dette vil have betydning for genanvendelsesmulighederne af affaldet. Miljøstyrelsen følger udviklingen af genanvendelsesteknologien.
Præcisering af affald nedrivningsarbejder
Miljø- og Ligestillingsministeriet oplyser, at med "affald fra nedrivningsarbejde omfattet af reglerne om selektiv nedrivning" menes alt affald, der genereres i forbindelse med nedrivninger, der er omfattet af reglerne om selektiv nedrivning. I den forbindelse bemærkes, at dette omfatter nedrivningsarbejde, der er omfattet af bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde § 9. Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde § 9, beskriver nedrivningsarbejde, hvorved hele eller dele af en bygning fuldstændigt fjernes, skal ske som selektiv nedrivning og i overensstemmelse med bilag 2 og 3, hvis det fjernede etageareal udgør mindst 250 m2. Der er i forbindelse med udstedelse af bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde offentliggjort høringsnotat, for yderligere information om hvad der er omfattet af reglerne om selektiv nedrivning.
Ændringer som følge af bekendtgørelse om udvidet producentansvar for emballage
Miljø- og ligestillingsministeriet har ændret ordlyden i § 41, således at fristen er senest den 1. juni.
Miljø- og Ligestillingsministeriet imødekommer Dansk Industris anbefaling om at forenkle reglerne for kommunale affaldsordninger, idet bestemmelserne er flyttet til emballagebekendtgørelsen. Dette gør det lettere at navigere i reglerne, idet emballageaffald og øvrigt affald behandles separat og ikke samles under affaldsbekendtgørelsen.
Bekendtgørelsens § 21, stk. 3 og 22, stk. 3 er fjernet, da papaffald og glasaffald indsamlet i de i §§ 21 og 22 kommunale indsamlingsordninger altid overdrages til de kollektive ordninger efter emballagebekendtgørelsen. Som følge heraf indgår kommunalbestyrelsen ikke aftale om håndtering af papaffald og glasaffald indsamlet efter §§ 21 og 22.
Metalaffald og mad- og drikkekartonaffald, der indsamles i bringeordninger, overdrages ikke nødvendigvis til producenter i henhold til emballagebekendtgørelsen. Derfor er det nødvendigt med en bestemmelse i bekendtgørelsens § 23, stk. 3 og § 25, stk. 3, der pålægger kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at sikre høj reel genanvendelse af metalaffald og mad- og drikkekartonaffald, når affaldet ikke overdrages til producenter af emballage, jf. emballagebekendtgørelsen.
Det følger af § 23, stk. 5, at kommunalbestyrelsen ikke skal indsamle metalemballageaffald, der er omfattet af en tilbagetagningsordning.
Bestemmelserne om tilbagetagningsordninger i affaldsbekendtgørelsen og emballagebekendtgørelsen holdes adskilt, da de omhandler forskellige ordninger. For at præcisere at emballageproducenter også har mulighed for at tilbagetage lignende emballager, er der tilføjet et nyt stk. 3 i § 66 i emballagebekendtgørelsen.
Se mere om emballagebekendtgørelsen, BEK nr 1706 af 30/12/2024.
Læs mere
Affaldsbekendtgørelsen, BEK nr 1749 af 30/12/2024
Se Dakofas nyhed om ændringerne i den nye affaldsbekendtgørelse vedr. modtagekontrol på affaldsforbrændingsanlæg her
Høringsportalen