Forbrugernes rolle i den grønne omstilling skal styrkes
Lovforslaget har til formål at gennemføre direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling. Hensigten med lovforslaget er, at forbrugerne får pålidelige oplysninger om produkters miljøvirkning, holdbarhed og reparationsmuligheder, og at de kan have tillid til de miljøoplysninger, der er til rådighed og dermed træffe beslutninger på et bedre oplyst grundlag. Dette skal styrke forbrugerbeskyttelsen for de danske forbrugere og bidrage til mindre miljøbelastande forbrugsmønstre.
Med lovforslaget foreslås det at tilføje nye former for handelspraksis til markedsføringsloven, som altid anses for at være vildledende og dermed ulovlige. Derudover stilles der strenge krav til dokumentationen af grønne udsagn som fx ”bæredygtig”, ”ansvarlig” og ”CO2-neutral”. Det foreslås også, at der tilføjes nye krav til de oplysninger, som erhvervsdrivende skal give til forbrugerne ved indgåelse af visse forbrugeraftaler, fx oplysninger om varers reparationsmuligheder og holdbarhed.
Som et yderligere tiltag for at styrke forbrugerbeskyttelsen indeholder lovforslaget også mindre ændringer af forbrugerklageloven.
Desuden foreslås det at udvide kompetencen for sekretariaterne for godkendte private tvistløsningsorganer, så sekretariaterne på tvistløsningsorganernes vegne kan træffe afgørelse om afvisning af en klage.
Lovforslaget skal gennemføre direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem.
Følg lovforslaget og se direktivet her
Folketinget, 26. feb. 2025, L 147 Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og forbrugerklageloven
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning