Status på målene i EUs miljøhandlingsprogram

Det Europæiske Miljøagentur har i februar præsenteret en overvågningsrapport med 28 indikatorer, som beskriver, hvordan det går

EUs ottende miljøhandlingsprogram har seks tematiske prioriterede mål, som gælder for perioden frem til den 31. december 2030. Programmet blev vedtaget i april 2022.

To af af de mål, der er meget relateret til produktion, forbrug og affald er:

  • fremskridt hen imod en velfærdsøkonomi, der giver mere tilbage til planeten, end den tager, og fremskyndelse af omstillingen til en giftfri cirkulær økonomi, hvor vækst er regenerativ, ressourcer anvendes effektivt og bæredygtigt, og affaldshierarkiet anvendes
  • fremme af de miljømæssige aspekter af bæredygtighed og væsentlig mindskelse af de vigtigste miljø- og klimabelastninger i forbindelse med produktion og forbrug i Unionen, navnlig på områderne energi, industri, bygninger og infrastruktur, mobilitet, turisme, international handel og fødevaresystemet.

De overordnede konklusioner for et lille udvalg af de 28 indikatorer er:

OvervågningsmålVurderingEU-27DK
En regenerativ cirkulær økonomiReducer EU's materielle fodaftryk markant ved at reducere mængden af råmaterialer, der er nødvendige for at producere de produkter, der forbruges i EU.Målet nås
sandsynligvis ikke
14,1 ton/indb21,5 ton/indb
Reducer markant den samlede mængde affald, der genereres inden 2030.Målet nås
sandsynligvis ikke
5 ton/indb3,3 ton/indb
Påvirkninger af miljø og klima som følge af EU's produktion og forbrugØge andelen af cirkulær materialeanvendelse til det dobbelte inden 2030 sammenlignet med 2020.Målet ser ikke ud til
at kunne nås
11,8 pct.9,1 pct.
At leve godt indenfor de planetære grænserReducer markant EU's forbrugsfodaftryk, dvs. den miljømæssige påvirkning af forbrug.Målet ser ikke ud til at kunne nås--

Materialefodaftrykket
Materialefodaftrykket viser mængden af råmaterialer, der skal udvindes (i EU og udenfor) for at kunne fremstille de varer og tjenester, som vi forbruger i EU. Materialefodaftrykket for EU's 27 medlemsstater er i gennemsnit 14,1 ton materialer per indbygger. Der var et lille fald i 2020 på 5,7 pct., hvilket skyldes den økonomiske nedlukning og COVID-19 pandemien. Det steg dog igen i 2021, men faldt fra 2022 til 2023 som følge af en nedgang i forbruget af metaller og fossil energi. Ikke-metalliske mineraler (fx sten og grus) udgør den største andel på 53 pct. efterfulgt af biomasse med 22 pct.

EU's materialefodaftryk ligger over det globale gennemsnit. Der er også ganske store forskelle på medlemsstaternes fodaftryk – Finland er i toppen med 44,4 ton/indbygger og Holland ligger i bunden med 7,5 ton/indbygger. Danmarks fodaftryk var på 21,5 ton i 2023.

Den samlede affaldsproduktion
Den samlede affaldsproduktion per indbygger faldt med 0,5 pct. (svarende til 26 kg/indb.) i EU mellem 2010 og 2022 og var 5 ton per indbygger i 2022. Mængden var stabil frem til mellem 2010 og 2016. Der var en stigning i 2018, men et kraftigt fald opstod i 2018-2020, som følge af COVID-19-pandemien og den økonomiske nedgang. Frem til 2022 er affaldsmængden steget med 4 pct. (174 kg/indb.).

Der er sket en ændring af sammensætningen, hvor sorteringsrester næsten fordobledes fra 2010 til 2022 (hvilket indikerer stigninger i indsamling af genanvendelige materialer), mens udgravet jord og mineralaffald fra byggeri og nedrivning steg med mere end 100 kg/indbygger. Stabiliteten i den samlede mængde skyldes primært et stort fald i produktionen af andet mineralaffald med omkring 400 kg/indbygger, som følge af en nedgang i minedrift i Europa.

Cirkulær materialeanvendelse
EU har et mål om at fordoble brugen af genanvendte materialer, målt som andelen af økonomiens samlede materialeforbrug, mellem 2020 og 2030, jf. handlingsplanen for cirkulær økonomi fra 2020. Når den cirkulære materialeanvendelse øges vil det reducere mængden af primære materialer, der udvindes til produktion, og de tilknyttede negative miljø- og klimaeffekter.

I 2023 var EU’s cirkulære materialeanvendelse 11,8 pct. af det samlede materialeforbrug. I løbet af de sidste 13 år er den cirkulære materialeanvendelse steget fra 10,7 % i 2010 til 11,8 % i 2023, og hvilket indikerer, at økonomien primært er lineær. Dermed ser det heller ikke ud til at EU når sit mål om en fordobling til 22,4 pct. For Danmark var den cirkulære materialeanvendelse på 9,1 pct. i 2023.

Forbrugsfodaftryk
EU's mål er at reducere sit forbrugsaftryk betydeligt inden 2030 og holde de tilknyttede miljøpåvirkninger inden for planetens grænser. Disse påvirkninger stammer fra forbrugsmønstre og, afhængig af produktionssteder, er de ikke begrænset til EU's grænser. Miljø- og klimaeffekterne beregnes ved hjælp af en livscyklusvurdering.

I perioden 2010-2022 steg EU's forbrugsaftryk med omkring 8 pct., og fremskrivninger viser en yderligere stigning frem mod 2030, forårsaget af økonomisk vækst og forbrugsmønstre. Et skifte til mindre skadelige produkter og at dæmpe forbruget kan medvirke til at nå målet. I 2022 havde Luxembourg det højeste forbrugsaftryk og Danmark havde det næsthøjeste.

I 2022 bidrog fødevareforbrug mest (49 pct.) til den samlede miljøpåvirkning i EU, efterfulgt af bolig (17 pct.) og mobilitet (16 pct.). De største bidrag til forbrugsaftrykket stammer fra klimaforandringer (23 pct.), brugen af fossile ressourcer (13 pct.) og udledning af partikler (11 pct.).

Læs mere
Miljøagenturet, 20 Feb 2025, EEA report 01/2025, Monitoring report on progress towards the 8th EAP objectives - 2024 edition
European Commission, Environment action programme to 2030

 

Relaterede nyheder