Værdifuldt solcelleaffald eksporteres til udlandet, men ikke i fremtiden håber minister
Det totale antal danske solcelleanlæg var 143.272 pr. 31. december 2023 med mange flere på vej (KlimaEnergi A/S og Bolius). Danmark skal således forberede sig på en markant voksende affaldsstrøm af udtjente solcellepaneler i de kommende årtier. Men der er behov for udvikling af teknologi, infrastruktur og forretningsmodeller, hvis Danmark skal kunne håndtere affaldet nationalt og cirkulært i fremtiden påpeger ministeren.
Det todelte samrådsspørgsmål fokuserede hhv. på håndtering og evt. genbrug af solcellepaneler og på miljøskadelige stoffer:
”Vil ministeren redegøre for, hvilken plan der foreligger for håndtering, genbrug eller bortskaffelse af solcellepaneler og tilhørende elektronik, når de skal udfases om ca. 20 år, og hvordan vurderer ministeren, at Danmark skal håndtere de store mængder miljøskadeligt affald, som følger af regeringens massive udrulning og tilladelse af solceller?” lød spørgsmålet.
Svar på første del af samrådsspørgsmålet: Et dansk marked spås på vej
Med udgangspunkt i de materialer, solceller indeholder, vurderer ministeren, at der både vil være et økonomisk og ressourcebaseret incitament til at udvikle en dansk behandlingskapacitet. F.eks. kobber og aluminium har allerede velfungerende genanvendelsesmarkeder.
”Vi skal ikke kun se det som noget, der skal bortskaffes, men i højere grad som en ressource, der kan bringes i spil igen,” udtaler ministeren.
I dag behandles panelerne dog på anlæg i Tyskland, Sverige og Belgien - derfor peger ministeren på behovet for fortsat udvikling og investering.
Som en del af en bredere ambition om at styrke den cirkulære økonomi og mindske den danske afhængighed af knappe ressourcer, lægger ministeren også vægt på at forlænge solcellers levetid f.eks. ved at udskifte enkelte komponenter.
Svar på anden del af samrådsspørgsmålet:Klare regler for private og erhverv
Ministeren påpeger, at solceller er omfattet af elektronikaffaldsbekendtgørelsen (EU’s WEEE-direktiv) og af det udvidede producentansvar, for at undgå udslip af skadelige stoffer.
Det betyder, at producenter og distributører har ansvaret for håndteringen, når panelerne er udtjente. Da solceller kan have meget lang levetid, kræves der sikkerhedsstillelse for, at affaldet håndteres korrekt, hvis producenten ikke længere eksisterer, når det skal bortskaffes.
I private husholdninger er det borgerens ansvar at aflevere solcellerne korrekt – typisk på genbrugspladsen. Producenten, distributøren eller en kollektiv ordning står herefter for den videre håndtering. For erhvervsinstallationer påhviler ansvaret producenten eller aftaleparten, f.eks. ved udskiftning.
”Der er altså allerede etableret en ordning, hvor ansvaret er klart placeret,” udtaler ministeren.
Se hele svaret på spørgsmål 498 i samrådspapiret fra Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget hér.