To afgående og to nye medlemmer af Klimarådet
Af bemærkningerne til klimaloven fremgår det, at medlemmer af Klimarådet vælges ved indstilling af Klimarådet selv, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren formelt udpeger rådsmedlemmerne. To af de nuværende rådsmedlemmers mandat udløber pr. 1. marts 2025, og der indstilles derfor to nye rådsmedlemmer for perioden 1. marts 2025 til 1. marts 2029.
De to afgående medlemmer er:
• Katherine Richardson, Professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet
• Niels Buus Kristensen, Seniorforsker ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo
Klimarådet skal ifølge klimaloven ”sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø, natur, økonomi, klimavidenskabelig forskning og adfærdsforskning af relevans for klimaområdet.” Det er på den baggrund de to nye medlemmer indstilles, og Rådet har i enighed valgt at indstille til klima-, energi- og forsyningsministeren, at følgende to eksperter udpeges til Klimarådet:
• Marit-Solveig Seidenkrantz, Institutleder og professor, Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet
• Christina Tvarnø, Professor, ph.d., CBS Law, Copenhagen Business School
Du kan se Klimarådets indstilling og baggrundsnotat ved at trykke hér.