Status for Europa-Kommissionens forslag om mikroplast
Europa-Kommissionen offentliggjorde deres forslag til forordning om utilsigtede udslip af mikroplast i oktober 2023.
Ministerrådets forslag til hvad forordningen finder anvendelse på, er (ændringer med fed):
- økonomiske aktører, der håndterer plastgranulat i mængder på over 5 ton i EU
- EU-transportører og ikke-EU-transportører, der transporterer plastgranulat i EU
- virksomheder med ansvar for rengøring af plastgranulatbeholdere og -tanke
- afskibere, operatører, agenter og førere af søgående fartøjer, når de forlader eller anløber en havn i en medlemsstat.
Rådet fastholder Kommissionens tilgang, hvor de nye regler vil finde anvendelse i alle led i forsyningskæden.
Plastgranulat defineres som “en […] masse af […] polymerholdigt støbemateriale […] uanset form og størrelse, der anvendes […] i fremstillingen af produkter”.
Bedste håndteringspraksis
Når plastgranulat utilsigtet udledes i miljøet, skyldes det ofte manglende viden og dårlig håndteringspraksis i forbindelse med økonomiske aktører, transportører og søgående fartøjer. Plastgranulat, der først er gået tabt i miljøet, er næsten umuligt at opsamle, og det spredes let over store afstande af vind og vandløb.
I henhold til de nye regler og afhængigt af anlæggets eller transportaktivitetens størrelse skal operatørerne følge bedste håndteringspraksis. Både EU-transportører og ikke-EU-transportører vil være forpligtede til at forhindre tab af plastgranulat og til oprensning efter et eventuelt tab. I Rådets indstilling skal både EU-transportører og ikke-EU-transportører informere myndighederne om deres etablering og deres involvering i transport af plastgranulat. For at sikre opfyldelse af disse forpligtelser og lige vilkår har Rådet tilføjet en forpligtelse for ikke-EU-transportører til at udpege en bemyndiget repræsentant i EU.
Søtransport
Søtransport tegnede sig for ca. 38 pct. af alt granulat, der blev transporteret i EU i 2022.
Rådet har derfor tilføjet specifikke forpligtelser vedrørende transport af plastgranulat ad søvejen (i fragtcontainere), herunder sikring af emballage af god kvalitet og tilvejebringelse af fragtrelaterede og andre tekniske oplysninger. Dette supplerer forpligtelserne vedrørende transport af plastgranulat ad vej, jernbane og indre vandveje som fastsat i Kommissionens forslag.
For at lette overholdelsen af reglerne om søtransport besluttede Rådet at udsætte anvendelsen af dem med et år (i forhold de øvrige regler i forslaget). Hvis Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedtager foranstaltninger til bekæmpelse af havforurening med plastgranulat fra skibe, bør forordningen desuden ændres i overensstemmelse hermed efter forslag fra Kommissionen.
Obligatorisk certificering og egenerklæring
I henhold til de nye regler skal de nationale myndigheder udføre miljøinspektioner og træffe andre kontrolforanstaltninger ud fra en risikobaseret tilgang.
Større operatører skal som dokumentation for deres overholdelse af disse regler indhente et certifikat for overensstemmelse udstedt af en uafhængig tredjepart. Ifølge den Rådets indstilling er alle virksomheder (undtagen mikrovirksomheder) omfattet af denne forpligtelse, hvis de håndterer mere end 1.000 ton årligt. Rådet har givet små virksomheder fire år til at opfylde denne forpligtelse. Virksomheder, der håndterer mindre end 1.000 ton årligt, skal udstede en egenerklæring om overensstemmelse.
Alternativt giver den generelle indstilling medlemsstaterne mulighed for at sikre overholdelse gennem eksisterende nationale tilladelsessystemer. Desuden har Rådet tilføjet en forpligtelse for myndighederne til at sørge for gratis og offentlig adgang til oplysninger om håndtering af plastgranulat.
Kommissionens og medlemsstaternes bemærkninger
Issue Tracker skriver, at det ungarske formandskab, der har forhandlet med medlemsstaterne, har foreslået, at tidsfristen for søgående fartøjer først finder anvendelse efter 36 måneder (og ikke 24, som oprindelig foreslået), at flere virksomheder omfattes af reglerne og at give medlemsstaterne mulighed for at anvende allerede eksisterende nationale tilladelsessystemer (ny artikel 5a).
På ministerrådsmødet understregede Kommissæren for miljø, vandresiliens og en konkurrencedygtig cirkulær økonomi, Jessika Roswall, vigtigheden af at minimere den administrative byrde, give medlemsstaterne fleksibilitet og sikre konkurrenceevnen for EU-industrien. Kommissæren bemærkede, at bestemmelsen om at kræve autoriserede repræsentanter for ikke-EU-transportører ikke vil fungere i praksis og vil skabe en byrde for de kompetente myndigheder, og at kravet om tredjeparts certificering for små virksomheder, der håndterer over 1.000 ton om året, risikerer at skabe unødvendig administrativ byrde.
Danmark støtter Rådets indstilling. Danmark påpegede, at en reduktion af forurening fra andre kilder også er nødvendig. Med hensyn til overholdelse og inspektioner er det vigtigt at sikre en effektiv overholdelseskontrol af både EU- og ikke-EU-transportører. Administrative byrder bør lettes, og Danmark mener, at indstillingen gør dette effektivt. Danmark støtter tilpasningen til IMO-retningslinjerne og opfordrer EU til at fremme obligatoriske foranstaltninger vedrørende plastgranulat inden for IMO.
Det skønnes, at mellem 52.140 og 184.290 ton granulat gik tabt i miljøet i EU i 2019. Forordningen skønnes at kunne reducere tabet af plastgranulat til miljøet med op til 74 pct.
Kommissionen vedtog i september 2023 en forordning om bevidst tilsat mikroplast i produkter i henhold til EU's kemikalielovgivning, REACH.
Læs mere
Rådet for den Europæiske Union, 17. dec. 2024, Pressemeddelelse, Nulforurening: Rådet fastlægger sin holdning til reduktion af tab af plastgranulat, herunder inden for søtransport
European Parlament, 22. marts 2024, REPORT on the proposal for a regulation of the European Parliament and of the Council on preventing plastic pellet losses to reduce microplastic pollution
Europa-Kommissionen, 16. okt. 2023, Proposal for a Regulation on preventing pellet losses to reduce microplastic pollution
Dakofa, 17. okt. 2023, EU-forslag til forordning om forebyggelse af utilsigtede udslip af mikroplast
Dakofa, 6. okt. 2023, Begrænsning af tilsat mikroplast i produkter