Skatteministeren om den volumenbaserede emballageafgift
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen har besvaret et spørgsmål fra Miljø- og Fødevareudvalget (MOF). Svaret er gengivet nedenfor.
Spørgsmål 1299
Vil ministeren kommentere materialet fra Kroghs Flaskegenbrug A/S om afskaffelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027, jf. MOF alm. del - bilag 624?
Svar
Forslaget om at nedsætte den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2027 er en del af lovforslag nr. L 25 (Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love), som blev fremsat den 8. oktober 2025.
Nedsættelsen af den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027 er en del af en bredere indsats for at kompensere erhvervslivet for de øgede omkostninger, som indførelsen af producentgebyret forventes at medføre fra den 1. oktober 2025.
De økonomiske byrder, der blev estimeret i forbindelse med indgåelsen af Aftale om Udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter den 30. august 2022, har således vist sig betydeligt større end forudsat, og en nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 skal bidrage til, at erhvervslivet ikke pålægges en større byrde end forudsat.
Hvis eksportgodtgørelse af den volumenbaserede emballageafgift er en virksomheds hovedindtægt, kan det naturligvis være problematisk for virksomheden, hvis afgiftsreglerne ændres, selvom det bare er midlertidigt. Det er dog ikke muligt at opnå godtgørelse for en afgift, der ikke er betalt.
En virksomhed kan fortsat få godtgørelse for betalt afgift af visse beholdere, der brugte leveres tilbage og sælges til fornyet anvendelse i udlandet. Det er en betingelse for godtgørelsen, at beholderne eller tilsvarende beholdere er modtaget fra udlandet og afgiftsberigtiget af virksomheden mindre end 1 år, før de leveres tilbage. Det et krav for at få udbetalt godtgørelse, at det kan dokumenteres, at emballageafgiften er betalt.
Dermed vil sådanne beholdere, der er afgiftsberigtiget i 2025, kunne give grundlag for godtgørelse i 2026. Da afgiften vil være 0 kr. i 2026 og der dermed ikke vil være nogen afgift at godtgøre, er der i lyset af et-årsfristen ikke mulighed for godtgørelse i 2027.
Jeg kan oplyse, at jeg har til hensigt at fremsætte et ændringsforslag, der giver mulighed for godtgørelse i 2027 for beholdere, som returneres til genanvendelse i udlandet, selv om de er afgiftsberigtiget for mere end ét år siden. Formålet er at sikre, at virksomheder, der har betalt afgiften og i øvrigt opfylder betingelserne, kan få godtgørelse i 2027.
En nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. vil samlet set give erhvervslivet en lettelse på op mod 250 mio. kr. over to år.
Læs mere
Miljø- og Fødevareudvalget (MOF) Alm. del, Samling: 2024-25, Spørgsmål 1299