Scanmetals køber 70% af AFATEK

Købet åbner for flere vækstmuligheder for milliardforretningen Scanmetals A/S. Kommunale affaldsselskaber beholder den resterende aktiepost.

Det fremgår af en pressemeddelse udsendt af Scanmetals, hvor det desuden hedder, at de hidtidige ejere af Afatek – de kommunale affaldsselskaber Affaldplus, Argo, Norfors, Refa og Vestforbrænding – beholder den resterende aktiepost på 30 pct.

Opkøbet, hvis værdi ikke er oplyst, vil styrke Scanmetals position i Danmark og ”åbner op for flere vækstmuligheder”, som det lyder fra ledelsen i pressemeddelelsen. ”Afatek var en af vores første leverandører og har været en betroet partner for Scanmetals i over et årti. Det langvarige samarbejde har skabt et solidt grundlag for dette strategiske opkøb,” udtaler Scanmetals ejerleder Ejvind Pedersen i samme meddelelse.

Med sin teknologi kan Scanmetals udvinde ikke-jernholdige metaller fra asken fra forbrændingsanlæg, som efterfølgende renses, sorteres i forskellige dele og til sidst sælges til smeltere, raffinaderier, ingotproducenter og støberier over hele verden. Afatek har i en årrække leveret affaldsslagge til netop Scanmetals, som dermed får kontrol med en større del af værdikæden for sin forretning, påpeger Ejvind Pedersen.

”Vi ser frem til de muligheder, som partnerskabet skaber, mens vi fortsætter med at udvikle slaggebehandling og styrke vores fokus inden for bæredygtig ressourcegenvinding,” udtaler han i meddelelsen.

Formand Trine Holmberg, der til daglig er adm. direktør i affaldsselskabet Argo, udtaler, at man hos de kommunale ejere ser frem til at ”tage hul på det næste kapitel for Afatek”. ”Afatek vil fortsætte med at drive innovation inden for affaldsbehandling og metalgenanvendelse og dermed yde et bidrag til en mere bæredygtig og cirkulær økonomi,” lyder det fra formanden.

Afatek, der hidtil har været drevet som et hvile-i-sig-selv-selskab, havde i 2023 en nettoomsætning på knap 96 mio.


Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Scanmetals ved at trykke hér.

Relaterede nyheder