RESourceEU skal gøre Europa mindre sårbar
Med RESourceEU vil Europa-Kommissionen beskytte den europæiske industri mod geopolitiske udfordringer og prisudsving. Nærmere bestemt skal RESourceEU sikre kritiske råstoffer og styrke genanvendelsen ved hjælp af investeringer i partnerskaber og projekter på i alt 3 mia. euro.
RESourceEU arbejder både med forsyningssikkerhed, cirkularitet og diversificering og vurderes at kunne mindske EUs afhængighed med op til 50% inden 2029.
En del af EU-kommissionens indsats går overordnet ud på at minimere økonomiske risici for strategiske projekter og reducere lovgivningsmæssige flaskehalse for at sætte tempoet op.
Investering i råstofprojekter
RESourceEU bygger videre på forordningen om kritiske råmaterialer, Critical Raw Materials Act (CRMA), og vil fokusere på forsyningen af b.la. litium, kobolt og sjældne jordarter, som indgår i batterier, vindmøller og digital teknologi. Her vil EU mobilisere op mod 3 mia. euro over 12 måneder til strategiske råstofprojekter. Det gælder f.eks. litiumudvinding i Tyskland og molybdænprojektet i Grønland, som understøttes af Den Europæiske Investeringsbank.
EU har allerede indgået 15 strategiske råstofpartnerskaber, senest med Sydafrika, og forhandler nu med Brasilien. Desuden styrkes samarbejdet med Ukraine, Vestbalkan og nabolande mod syd.
Nye krav til genanvendelse
Kun 1% af sjældne jordarter bliver i dag genanvendt i EU. For at øge genanvendelsen vil EU bl.a. indføre eksportrestriktioner på skrot og affald fra permanente magneter og aluminium og overvejer lignende tiltag for kobber. Dertil indebærer RESourceEU nye mærkningskrav, som skal sikre genanvendt indhold i magneter - og der skal også oprettes en ny EU-kode til affaldsklassifikation af magneter for at modarbejde ulovlige eksportstrømme.
Dedikeret EU-center og -platform
RESourceEU fokuserer på at skabe diversificerede og modstandsdygtige forsyningskæder, bl.a. gennem fælles indkøb og oplagring af kritiske råstoffer. I 2026 etableres et European Critical Raw Materials Centre, som skal koordinere indkøb, lageropbygning og investeringer af- og i kritiske råstoffer. En ny Raw Materials Platform skal samtidig understøtte fællesindkøb og leverandøraftaler.
Læs mere om RESourceEU:
🔗 Pressemeddelelse: Commission adopts RESourceEU to secure raw materials, reduce dependencies and boost competitiveness
🔗 Spørgsmål og svar om RESourceEU