Regeringens lovprogram for 2024-25
Statsministeren afgiver sin årlige åbningsredegørelse til Folketinget i to dele: En mundtlig del - åbningstalen - og en skriftlig del - lovprogrammet. Formålet med lovprogrammet er at give Folketinget et overblik over de lovforslag, beslutningsforslag og redegørelser til Folketinget, som regeringens politik vil udmønte sig i. Lovprogrammet giver desuden et grundlag for planlægningen af årets folketingsarbejde. Lovprogrammet anvendes også som led i styringen af regeringsarbejdet.
Lovprogrammet giver en kort beskrivelse af de enkelte forslag og angiver det forventede tidspunkt for forslagets fremsættelse i Folketinget anført i 14-dages intervaller (okt I, okt II osv.).
Her oplistes de lovforslag fra lovprogrammet, som umiddelbart tænkes at have bredest interesse for affalds- og ressourcesektoren.
ERHVERVSMINISTEREN
Ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven) (Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem) (Feb II)
Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen ved at gennemføre direktiv 2024/825/EU om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning i dansk ret og ved at optimere det offentlige forbrugerklagesystem yderligere.
Lovforslaget vil øge forbrugerbeskyttelsen ved at bidrage til, at forbrugerne aktivt kan tage del i den grønne omstilling og mindske virksomheders brug af ”greenwashing”. For at forbrugerne kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag, skal virksomheder endvidere give specifikke oplysninger om et produkts holdbarhed og reparationsmuligheder, inden aftalen indgås. Herudover forbedres forbrugerbeskyttelsen i det offentlige klagesystem ved at smidiggøre og effektivisere behandlingen af forbrugerklager til gavn for forbrugere, erhvervsdrivende og samfundet.
[læs evt. mere om EU-direktiv 2024/825 i Dakofa nyhed fra den 29. juli 2024 her]
KLIMA-, ENERGI- OG FORSYNINGSMINISTEREN
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om indførelse af en kulstofgrænsemekanisme (Okt I)
Lovforslaget har til formål at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte administrative regler i forbindelse med den danske administration af EU’s forordning om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme. Med gennemførelsen af forordningen sikres det, at producenter uden for EU ikke får en konkurrencefordel af, at producenter af de samme produkter i EU skal betale ETS (CO2-kvoter).
[Lovforslaget blev fremsat som L17 i Folketinget den 2. oktober og er sat til 1. behandling den 25. oktober 2024, se Folketingets hjemmeside her]
[red.: EU’s Forordning 2023/956 af 10. maj 2023 om indførelse af en kulstof-grænse-tilpasningsmekanisme (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) indfører en CO2-told på import af energiintensive produkter fra ikke-EU-/ikke-EFTA-lande. CBAM omfatter p.t. cement, jern, stål, kvælstofholdige kunstgødninger, aluminium, brint og elektricitet, og CO2-tolden indfases i perioden 2026-2034.]
Ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet, lov om anvendelse af Danmarks undergrund og lov om planlægning (Tilslutningsregler for metan og brint, roller og ansvar i forhold til gasforsyningssikkerhed, kommuneplanretningslinjer for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg m.v.) (Okt I)
Lovforslaget har til formål at opdatere regler for tilslutning til gassystemet og det potentielt kommende brintsystem med henblik på at understøtte dele af brugertilsagnsprocessen for brint infrastruktur m.v. Herudover præciseres roller og ansvar i forhold til dansk gasforsyningssikkerhed og ansvaret for certificering af nationale lagersystemoperatører for underjordiske metangas-lagre. Endvidere indføres mulighed for statsdeltagelse i visse eneretstilladelser efter undergrundsloven med henblik på at lagring af brint, trykluft, saltvand m.v. kan ske i offentligt regi, hvis der er politisk ønske herom.
Endelig vil lovforslaget indføre et obligatorisk krav om, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte kommuneplanretningslinjer for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg.
[Lovforslaget har været i høring, se evt. høringsportalen her]
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren (Nov I)
Lovforslaget har til formål at skabe klare rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren ved at fjerne regulatoriske barrierer, så sektorens betydelige CO2-fangstpotentiale kan bringes i spil. Lovforslaget skal understøtte, at kommunalt ejede forsyningsselskaber, herunder affaldsfor brændingsanlæg, kan deltage i udbuddene af CCS-puljerne. Herudover skal lovforslaget skabe klare rammer for finansieringen af CO2-fangstaktiviter for både private og kommunale forsyningsselskaber. …
[Se evt. Dakofas nyhed fra den 31. maj 2024 i forbindelse med høringen af lovforslaget her]
Ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder) (Nov I)
Lovforslaget har til formål at øge gennemsigtigheden i varmesektoren gennem en række tiltag, der skaber mere transparens omkring fjernvarmeselskabernes omkostninger og prisniveauer over for både myndigheder og forbrugere. Med lovforslaget indføres en prisloftsmodel rettet mod forbrugerprisen på fjernvarme, tiltag til styrket governance i forsyningssektoren og styrket tilsyn med koncern- og interesseforbundne aftaler. …
[Se evt. Dakofas nyhed fra den 23. juli 2024 i forbindelse med høringen af lovforslaget her]
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter m.v. (Dec I)
Lovforslaget har til formål at fastsætte supplerende regler til EU’s ecodesignforordning om fast læggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design til bæredygtige produkter m.v.
[Se evt. Dakofas nyhed fra den 29. juli 2024 i forbindelse med offentliggørelse af ecodesign-forordningen på dansk her]
Lov om forsyning med teknisk vand (Feb II)
Lovforslaget har til formål at understøtte regeringens ambition for power-to-x. Lovforslaget sikrer reguleringsmæssige rammer for teknisk vand som en ny selvstændig forsyningsart på vand, der ikke falder ind under gældende regelsæt for drikke- og spildevand.
MILJØMINISTEREN
Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Styrket affaldstilsyn, herunder modtagekontrol og håndhævelse af forbud mod destruktion af usolgte forbrugerprodukter, og ophævelse af bestemmelser om genbrugsområder på genbrugspladser) (Okt I)
Lovforslaget har til formål at reducere forbrænding af genanvendeligt affald. ... Lovforslaget har derudover til formål at supplere EU’s Ecodesignforordningens forbud for virksomheder mod at destruere visse usolgte forbrugerprodukter. Herudover ophæves bestemmelser vedrørende etablering af genbrugsområder på genbrugspladser. Hermed undgås unødig administration i kommunerne og i stedet bakkes op om den frivillige indsats på kommunale genbrugspladser, hvilket er i overensstemmelse med aftalerne om den kommunale og regionale økonomi for 2025.
[Lovforslaget blev fremsat som L38 i Folketinget den 3. oktober - se Dakofas nyhed her]
Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udvidet producentansvar for emballage og visse engangsplastprodukter samt supplerende bestemmelser til batteriforordningen) (Nov I)
Lovforslaget har til formål at fremme en mere cirkulær økonomi i forhold til håndtering af emballage og visse engangsplastprodukter i nye udvidede producentansvarsordninger i overensstemmelse med EU's emballagedirektiv, affaldsdirektiv samt engangsplastdirektiv. Med lovforslaget gives miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte detaljerede regler om de nye udvidede producentansvarsordninger ved bekendtgørelser. …
Lovforslaget har derudover til formål at ophæve de eksisterende regler om udvidet producentansvar for batterier og akkumulatorer, der erstattes af en ny EU-forordning om batterier. Udover at ophæve eksisterende regler om batterier og akkumulatorer skal lovforslaget tilvejebringe de hjemler, der er nødvendige for at implementere og supplere dele af den nye batteriforordning.
[Se evt. Dakofas nyhed fra den 2. juli 2024 i forbindelse med høringen af lovforslaget her]
Foto: fotograf Christoffer Regild, Folketingets hjemmeside.
Find Regeringens Lovprogram for folketingsåret 2024-2025 på Statsministeriets hjemmeside her.