Ny køreplan fra Recycling Europe vil styrke genanvendelse af elektronik i EU
WEEE er en af de hurtigst voksende affaldsstrømme i verden og steg fra 2012 til 2021 med 20% - dvs. fra 7 til 8,4 millioner ton. Genanvendelse af elektronikaffald spiller derfor en central rolle i at reducere klimaaftrykket fra elektronik og i at styrke EU’s forsyningssikkerhed for kritiske råstoffer.
I dag indsamles ca. 46% af det elektronikaffald, der bringes på markedet, mens målet fra WEEE-direktivet er 65%. Ud af det indsamlede elektronikaffald bliver ca. 40% genanvendt, hvoraf 20% af plastdelene fra elektronik genanvendes.
Tallene afspejler til dels genanvendelsessektorens udfordringer med lav efterspørgsel på genanvendte materialer, langsom implementering af ecodesign-krav og for lave indsamlingsrater.
Recycling Europe's seks nye anbefalinger tager kampen op med WEEE-sektorens udfordringer og uddybes i publikationen fra 19. januar 2026 EU Recyclers’ Roadmap: For a circular & future-proof e-waste sector. Anbefalingerne omhandler:
- Forbedret indsamling af elektronikaffald
- Fri og fair handel med WEEE i EU
- Bedre design af elektronik via ecodesign og digitalt produktpas (DPP)
- Nedbrydning af markeds- og reguleringsbarrierer for cirkularitet i elektronik
- Mere effektive producentansvarsordninger – både i designfasen og ved finansiering af genanvendelse.
- Fremtidssikring af WEEE-sektoren
Find Recycling Europe's publikation med uddybning af de seks anbefalinger på deres hjemmeside her.