Rådet og parlamentet er nu klar til forhandlinger om affaldsrammedirektivet

Rådet vedtog den 17. juni deres holdning ("generelle indstilling") vedrørende den målrettede revision af affaldsrammedirektivet, der har fokus på fødevarer og tekstiler.

Europa-Parlamentet var allerede klar med deres holdning den 13. marts 2024. Trilog-forhandlingerne kan derfor påbegyndes i den nye valgperiode ledet af det ungarske formandskab. Det forventes, at direktivet vil blive færdigforhandlet ultimo 2024/primo 2025.

Om tekstiler i Kommissionens forslag:

Kort fortalt indeholder denne del af Kommissionens forslag, at medlemsstaterne skal sikre, at producenterne har udvidet producentansvar for de tekstiler, tekstilrelaterede produkter og fodtøj, der bringes på markedet i det pågældende medlemsland (forslaget indeholder et bilag, der oplister de omfattede produktgrupper).

I forslaget ligger blandt andet, at medlemsstaterne skal sikre, at producenterne finansierer både indsamling af genbrugsprodukter og en særskilt indsamlingsordning af affaldstekstiler.

De omfattede producenter skal, ifølge forslaget, finansiere transport, sortering samt klargøring til genbrug, genanvendelse og andre nyttiggørelsesoperationer samt evt. bortskaffelse.

Bidragssatserne skal differentieres og herved ønsker man at skabe et incitament til at reducere mængderne af affald og producere og designe produkter, der er mere miljøvenlige, bæredygtige og egnet til at indgå i et cirkulært kredsløb. EU-Kommissionen lægger dog ikke op til en totalharmonisering af gradueringen, men slår fast, at de skal følge krav i kommende eco-designforordning. EU-Kommissionen forslår dog at indføre en ret til, at Kommissionen selv kan fremsætte en delegeret retsakt, der harmoniserer principperne for gradueringen.

Der vil dog ikke, blive fastsat ens bidragsniveauer i hele EU, da disse vil være afhængige af de faktiske omkostninger i de nationale ordninger, da de omkostninger, der skal dækkes, ikke må overstige de omkostninger, der er nødvendige for at leve op til de krav, der er i ordningen. Det pointeres ligeledes, at ordningerne skal implementeres på en omkostningseffektiv måde samt være gennemsigtig for alle berørte aktører.

Forslaget indeholder langt flere detaljer og krav til blandt andet medlemsstaterne, der skal være på plads senest 1. januar 2025, når det obligatoriske separate indsamlingskrav træder i kraft.

Obligatoriske mål for reduktion af madspild

Medlemsstaterne skal ifølge Kommissiones forslaget træffe de nødvendige og passende foranstaltninger for senest d. 31. december 2030 at opnå følgende mål for reduktion af madspild på nationalt plan:

  • Reducere mængden af madspild med 10% i forarbejdnings- og fremstillingsledet med 10% i forhold til mængden i 2020
  • Reducere madspild i detailhandelen, restauranter, øvrige maddistributører og husholdninger med 30% (pr. indbygger) sammenlignet med mængden i 2020.

Men, som sagt, så er forhandlingsmandaterne fra både Rådet og Europa-Parlamentet nu vedtaget, og Dakofa ser frem til at følge forhandlingerne i efteråret 2024.

Læs mere her
Du kan læse Rådets nyhed her.
Du finder link til Rådets holdning her.
Du kan læse Europa-Parlamentets holdning her.

Relaterede nyheder