Opgørelse over gældende tilladelser til import af affald

Miljøstyrelsen har opgjort de 383 gældende importtilladelser pr. marts 2024. 178 af disse gælder affald til forbrænding.

Ved Miljøstyrelsens tekniske gennemgang den 21. november 2024 for Folketingets Miljø- og fødevareudvalg blev præsenteret et overblik over de gældende tilladelser til import af affald. Den benyttede præsentation er netop offentliggjort.

Formålet med Miljøstyrelsens gennemgang af gældende importtilladelser er at afklare, om konklusionerne i Miljøministeriets juridiske analyse (notat af 28. juni 2023) kunne have betydning for gyldigheden af andre gældende importtilladelser, end dem som MST annullerede i december 2023, og i givet fald at træffe afgørelse om, hvorvidt flere importtilladelser skulle genoptages til fornyet sagsbehandling.

Kategorisering af gældende importtilladelser er sket på baggrund af oplysninger om:

- Affaldsfraktionen
- Affaldsbehandlingen
- Nyttiggørelsesprocenten
- Affaldsbehandlingsanlægget.


Opgørelsen viser 144 tilladelser til import af affald til bortskaffelse og 239 importtilladelser til nyttiggørelse. Af de 239 tilladelser til nyttiggørelse er 178 af disse til forbrænding med energiudnyttelse, mens 61 er til materialenyttiggørelse. Det drejede sig om import af RDF-affald i 134 sager og forbrænding på specialanlæg i 41 sager. ”Andet affald direkte til genanvendelse” var i 16 sager, mens ”Andet affald til forbehandling (genanvendelse)” var i 27 sager. 18 sager var olieaffald til genraffinering og endelig ”andet til medforbrændingsanlæg” i 3 sager.


Du kan evt. selv læse orienteringsskrivelse og præsentation, som de fremgår af Folketingets hjemmeside.

Relaterede nyheder