Nu starter Rådet og Parlamentet forhandlingerne om en "CØ-forordning for biler"
Den 13. juli 2023 fremsatte Kommissionen et forslag til en ny forordning om krav til cirkularitet i udformningen af køretøjer og forbedret forvaltning af udrangerede køretøjer. Forslaget indebærer en omfattende revidering og sammenskrivning af de eksisterende europæiske regler om behandlingen af udrangerede køretøjer (direktiv 2000/53/) og typegodkendelse af køretøjer (direktiv 2005/64) med hensyn til genbrugelighed, genanvendelighed og nyttiggørelsesmuligheder.
De væsentligste nye elementer i forslaget omfatter en udvidelse af rækkevidden for reguleringen, klare cirkularitetskrav til design af køretøjer, produktpas på nye køretøjer, ændrede rammer for det udvidede producentansvar, nye krav til adskillelse af komponenter med kritiske råmaterialer, forbud mod deponering af shredderaffald samt en skærpelse af reglerne for eksport af brugte biler ud af EU.
Det danske EU-formandskab prioriterer forhandlingerne om den nye forordning højt, og EU-Issue Tracker vurderer, at der ville kunne opnås enighed om en kompromistekst i december eller januar.
Europa-Parlamentets og Rådet forhandlingspositioner
Europa-Parlamentets ændringsforslag til kommissionens forordningsudkast blev vedtaget i plenarforsamling den 9. september med 431 for, 145 imod og 76 blanke. Rådet havde vedtaget sin holdning (forhandlingsposition) den 17. juni.
Parlamentet ønsker bl.a., at nye køretøjer udformes, så godkendte behandlingsanlæg let kan fjerne så mange dele og komponenter som teknisk muligt med henblik på udskiftning, genbrug, genanvendelse, genfremstilling eller istandsættelse.
Rådet ønsker, at forordningen også skal gælde for tunge lastbiler og to- eller trehjulede cykler og quadricykler. Som det er tilfældet med biler og varevogne, bør disse køretøjers udformning gøre det muligt at fjerne dele, og producenterne heraf skal fastlægge en strategi for cirkularitet og mærke de forskellige dele.
Parlamentet ønsker, at den plast, der anvendes i hver ny køretøjstype, skal indeholde mindst 20 % genanvendt plast senest seks år efter forordningens ikrafttræden, og at producenterne skal nå et mål på mindst 25 % inden for 10 år efter ikrafttrædelsen, hvis der er nok genanvendt plast til rådighed til ”ikke-overdrevne” priser.
Rådet foreslår en tretrinstilgang til at nå målet om en minimumsprocentdel af indholdet af genanvendt plast i køretøjer, nemlig 15 % senest 6 år efter forordningens ikrafttræden, 20 % senest 8 år og – som Parlamentet 25 % senest 10 år efter forordningens ikrafttræden. Rådet ønsker også, at kommissionen skal have beføjelse til at fastsætte midlertidige undtagelser fra disse mål, hvis der er mangel på genanvendt plast, eller hvis priserne er urimeligt høje.
Parlamentet ønsker, at Kommissionen indfører mål for genanvendt stål og aluminium og dets legeringer efter en gennemførlighedsundersøgelse. Rådet ønsker tilsvarende, at kommissionen også kan fastsætte en minimumsandel af andre genanvendte materialer end plast på grundlag af en gennemførlighedsundersøgelse.
Parlamentet ønsker et forbrug mod eksport af udrangerede køretøjer (ud af EU). Rådet ønsker, at toldkontrollen bør være fuldt automatiseret for bedre at kunne verificere, at kun køretøjer i køredygtig stand eksporteres fra EU, og at kontrollen fortsat skal bygge på eksisterende risikostyringsprincipper. Det overordnede mål er at reducere antallet af "forsvundne køretøjer".
Det videre forløb
Den 7. oktober skal Rådets arbejdsgruppe for miljø efter planen mødes og forberede rådets forhandlingsposition forud for den første runde af interinstitutionelle forhandlinger om forslaget om udrangerede køretøjer og 3R-typegodkendelse, som efter planen finder sted den 16. oktober 2025.
EU Issue Tracker skriver, at under trilogforhandlingerne vil Europa-Parlamentet og Rådet sigte mod at nå til enighed ved førstebehandlingen om forslaget. Hvis der opnås enighed, kan den resulterende kompromistekst derefter formelt vedtages af Europa-Parlamentet og derefter af Rådet. Det tidligste, at dette kunne forventes, er under plenarmødet den 15.-18. december 2025. Det anses dog for mere sandsynligt, at teksten først ville blive vedtaget på plenarmødet den 19.-22. januar 2026, hvor Rådet efterfølgende godkendte kompromiset i februar eller marts 2026.
Biler i EU i overblik
I 2023 blev 14,8 mio. motorkøretøjer fremstillet i EU, mens 12,4 mio. køretøjer blev registreret. Der er 285,6 mio. motorkøretøjer på vejene i EU, og hvert år udrangeres ca. 6,5 mio. køretøjer.
Produktion af køretøjer er en af de mest ressourceintensive industrier. Europas bilindustri tegner sig for 19 % af efterspørgslen efter stål i EU (over 7 mio. ton om året), 10 % af det samlede forbrug af plast (6 mio. ton om året), og en betydelig andel af efterspørgslen efter aluminium (42 % for alt transportudstyr, ca. 2 mio. ton om året), kobber (6 % for bildele), gummi (65 % af produktionen af almindelige gummivarer) og glas (1,5 mio. ton planglas produceret i EU).
Den danske regerings foreløbige holdning
Regeringen støtter en sammenskrivning af de to direktiver om hhv. behandlingen af udrangerede køretøjer og typegodkendelse af køretøjer med hensyn til genbrugelighed, genanvendelighed og nyttiggørelsesmuligheder til én forordning. Sammenskrivningen gøres med henblik på at sammentænke kravene til design-, produktions- og affaldsfasen, og samtidig sikre en mere ensartet implementering på tværs af EU. Samtidig arbejder regeringen for, at forordningen udvides til at omfatte den bredest mulige vifte af køretøjer.
Regeringen støtter de foreslåede bindende mål om genanvendelse og nyttiggørelse af udtjente køretøjer og vil samtidig arbejde for bindende mål for affaldsreduktion og genfremstilling samt specifikke genanvendelsesmål for blandt andet kritiske råstoffer. Regeringen støtter ligeledes oplysningskrav vedr. bl.a. adskillelse og permanente magneter.
Regeringen støtter forslagets krav om opsætningen af udvidede producentansvarsordninger, så producenter/importører af køretøjer stiller finansiel sikkerhed for, at de køretøjer som de introducerer på det danske marked, bliver affaldsbehandlet miljømæssigt forsvarligt.
Regeringen støtter forslaget om et digitalt produktpas for cirkularitet og vil arbejde for, at ikrafttrædelsestidspunktet fremrykkes. Regeringen finder det vigtigt, at Kommissionen strømliner udviklingen af det digitale produktpas, og vil arbejde for, at det skal udvikles med henblik på at gøre det nemt for producenter at dele informationer langs hele værdikæden, samt at produktpasset indeholder tilstrækkelige informationer for bl.a. reparatører, affaldsbehandlere og myndigheder med henblik på at accelerere omstillingen til en cirkulær økonomi i kraft af øget sporbarhed langs værdikæden.
Referencer
Se Europa Parlamentets pressemeddelelse ”Nye EU-regler om design, genbrug og genanvendelse i bilindustrien” fra den 9. september 2025 her og parlamentets ændringsforslag her
Se EU-Rådets pressemeddelelse ”Cirkulær økonomi: Rådet vedtager holdning til genanvendelse af udrangerede køretøjer fra den 17. juni 2025 her
Se Miljø- og Ligestillingsministeriets ”Samlenotat. Kommissionens forslag til forordning om krav om cirkularitet i design af køretøjer og om håndtering af udrangerede køretøjer” fra 3. november 2024 Folketingets hjemmeside her
Find Kommissionens forslag til en ”Forordning om krav om cirkularitet i design af køretøjer og om håndtering af udrangerede køretøjer, om ændring af forordning (EU) 2018/858 og (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2000/53/EF og 2005/64/EF”, COM (2023) 451 final, fra den 13. juli 2023 på EUR-Lex her