Netværksmøde om Kommunikation hos Dakofa d. 5. november
07. november 2024

Netværksmøde om Kommunikation hos Dakofa d. 5. november

I tirsdags blev Dakofas kommunikationsnetværk samlet til en inspirerende dag med oplæg og sparring, hvor både komplekse udfordringer og praktiske løsninger blev drøftet. Forperson Pia Nielsen fra PN Kommunikation bød velkommen til de ca. 30 deltagere, og dagen bød på spændende præsentationer og debatter om, hvordan vi som samfund kan arbejde bedre med borgerkommunikation inden for affald og genbrug.

Hvordan engagerer vi borgerne? – Erfaringer fra Gentofte Kommune
Marie-Louise Rosengaard fra Gentofte Kommune delte sine erfaringer med udgivelsen af magasinet Vores Affald, der sigter mod at formidle viden om genbrug og affaldshåndtering på en måde, der engagerer borgerne. Magasinet har et bredt perspektiv, hvor både fakta, adfærd og inspiration vægtes højt for at motivere til bæredygtige valg. Det seneste magasin oplyste borgerne om den nye storskraldsordning, hvor Gentofte Kommune via både trykte magasiner og sociale medier oplyser om ressourcerne, muligheder for genbrug og reparation og behovet for korrekt sortering. Fremtidige udgaver vil også fokusere på tekstiler. Vores Affald husstandsomdeles til 36.000 hjem, og kommunen arbejder modigt med at tale om overforbrug og inspirere til, at borgerne overvejer deres forbrugsmønstre.

AI som værktøj til bedre borgerkommunikation
Mathias Wulff Jensen fra PN Kommunikation præsenterede mulighederne med kunstig intelligens (AI) og delte konkrete eksempler på, hvordan teknologier som Microsoft Copilot kan støtte kommunikationsarbejdet. AI kan bruges til at generere idéer, strukturere indhold og udvikle udkast, som kan hjælpe medarbejdere videre, når de sidder fast i opgaverne. Der blev også talt om, hvordan AI-baseret chatbot kan være en hjælp til sorteringsvejledning, som kunne blive en fremtidig ressource for borgerne. Diskussionen viste en bred interesse for at udforske AI’s potentiale i kommunikationen om bæredygtighed og genbrug.

Hvordan kan vi styrke borgernes forståelse af tekstilaffald?
Efter oplæggene deltog netværksdeltagerne i sparring på forskellige udfordringer. En aktuel problematik er fejlsorteringen af tekstilaffald, hvor mange borgere har svært ved at skelne mellem genbrug og genanvendelse. Deltagerne diskuterede behovet for en klarere kommunikation og visuelle hjælpemidler, så borgerne kan forstå, hvilke tekstiler der skal til genbrug, og hvilke der skal til genanvendelse. Tekstiler, der afleveres til genanvendelse, skal fx være tørre og uden farlige stoffer, hvilket også kan være en udfordring at få kommunikeret ud. Flere deltog i samtalen om, hvordan vi kan mindske tekstiloverforbrug og arbejde for mere bæredygtige forbrugsmønstre.

Forslag til kommende netværksmøder i 2024
Afslutningsvis blev der samlet forslag til kommende emner for netværksmøder i 2024. Deltagerne foreslog bl.a. emner som bæredygtighedspsykologi, hvilket vil kunne bidrage til en bedre forståelse af, hvordan man effektivt når ud til borgerne.
Dakofa ser frem til et aktivt år i netværket, hvor vi fortsætter arbejdet med at styrke kommunikationen om den cirkulære omstilling og sikre en større forståelse og engagement hos borgerne.

Relaterede nyheder