Nationale bioøkonomistrategier i Europa
Europa-Kommissionens Joint Research Center har udgivet et faktaark med et opdateret overblik over bioøkonomisk politik-udvikling i 43 europæiske lande. Faktaarket er baseret på data fra Bioeconomy Country Dashboard, som er udviklet af Europa-Kommissionens Knowledge Centre for Bioeconomy i samarbejde med nationale eksperter. Dashboardet tilbyder omfattende data og viden om nationale og regionale strategier, institutioner og initiativer inden for bioøkonomi.
Blandt de kortlagte lande har 12 lande (11 i EU-27) en dedikeret bioøkonomistrategi: Østrig, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Letland, Holland, Norge, Portugal og Spanien.
For de lande, der har udviklet en bioøkonomistrategi, omfatter de vigtigste oplysninger:
- tidslinje for udvikling og opdatering af den nationale strategi,
- hvilke områder af bioøkonomien strategien dækker,
- et overblik over nationale politiske tiltag samt
- et sammendrag af strategien.
10 ud af de 12 nationale bioøkonomistrategier dækker alle områder inden for primær biomasseforsyning og biomasseforarbejdning, inklusive bioteknologi. Organisk affald og økosystemtjenester er dækket af næsten alle lande.
I de nationale bioøkonomistrategier fremhæves tre fælles politiske tiltag konsekvent:
- Fremme af investeringer i forskning, innovation og markedsudvikling inden for bioøkonomien.
- Understøttelse af principperne om kaskadeanvendelse, cirkularitet og ressourceeffektivitet for biomasse.
- Fremme af kommunikationskampagner for at øge opmærksomheden.
Der er 10 lande (8 i EU-27), som er i gang med at udvikle en dedikeret bioøkonomistrategi. Derudover har 9 lande (3 i EU-27) andre politiske initiativer relateret til bioøkonomien, og 12 lande (4 i EU-27) har andre relaterede strategier på nationalt niveau.
Faktaarket indeholder også links til centrale dokumenter og webressourcer for de 12 lande med en dedikeret bioøkonomistrategi.
Hent faktaarket "National bioeconomy strategies in Europe - State of play September 2025” fra oktober 2025 på JCR's hjemmeside her