Når de unge møder arbejdsmarkedet - og omvendt
29. oktober 2024

Når de unge møder arbejdsmarkedet - og omvendt

Er der noget om snakken, når det fremhæves som et voksende problem, at der er en generationskløft mellem de nyuddannede og de drevne på arbejdsmarkedet? Og har det konsekvenser for arbejdsklima, effektivitet og trivsel på arbejdspladsen?

Det er nogle af de aktuelle spørgsmål, vi drøfter på mødet i Dakofas Ungenetværk for Cirkulær Omstilling på mødet den 7. november 2024, kl. 10.00-15.00 i Dakofas lokaler i København.

På mødet vil du kunne høre oplæg af Sofie Hvidt Hein fra Djøf, der fortæller om “Overgang fra studieliv til arbejdsliv”, som handler om, at når du lander dit første job som nyuddannet, står du overfor en ny og spændende tid, hvor du skal til at forme dit fremtidige arbejdsliv. Det kan dog også være overvældende med alle de nye rutiner og processer og heraf følgende kulturer, der venter dig. Det kan i værste fald skabe kløfte mellem nye og “gamle” på arbejdspladsen - med kedelige konsekvenser til følge. Derfor skal vi høre, hvad man kan gøre for at dæmme op for nogle af faldgruberne.

Desuden skal vi høre Marianne Ladekarl fra Dansk Erhverv, der fortæller om, hvordan det er at arbejde i en Erhvervsorganisation, og endelig holder Silje Kærn Berggren, COWI, oplæg om "Generiske klimafaktorer for behandling af husholdningsaffald".

Der vil naturligvis også være de sædvanlige netværkspunkter som “Bordet rundt med aktuelle arbejdsopgaver” og ønsker om emner til kommende møder, så mød op og giv og tag guldkorn og bunker af viden du ikke havde, da du mødte op.

Du finder dagsordenen samt tilmelder dig mødet ved at trykke hér.

Bemærk, at det kun er Dakofa-medlemmer, der har adgang til netværksmøder.

Relaterede nyheder