MUDP's handlingsplan for 2025
Den nyligt offentliggjorte handlingsplan for 2025 fremhæver, hvilke miljøtemaer bestyrelsen prioriterer, samt hvilke andre fokuspunkter de har, når de i 2025 skal drøfte, hvilke ansøgninger de ønsker at støtte. Det er væsentligt, at potentielle ansøgere til MUDP læser både handlingsplanen og strategien, inden de går i gang med at skrive ansøgningen.
I 2025 ser MUDP’s bestyrelse særligt gerne ansøgninger inden for:
- Cirkulær økonomi, herunder udvikling af nye teknologiske løsninger, der fremmer:
- Mindre affald, bedre udnyttelse og genanvendelse af naturressourcerne inden for særligt tekstiler, plastik og elektronik.
- Bæredygtigt og cirkulært byggeri og anlæg, herunder teknologier, der kan medvirke til at omstille brancherne fra lineære processer til cirkulære kredsløb.
- Reduktion af affaldsmængder til deponi samt nye løsninger til håndtering af deponeringsegnet affald og behandling af perkolat fra deponeringsanlæg.
- Miljøfarlige stoffer, herunder:
- Udvikling og fuldskala test af teknologier til oprensning af forurening med PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer), samt teknologier der kan forhindre spredning af forurening med PFAS til mennesker og miljø.
- Generel udvikling af rensemetoder og -teknologier til rensning af regnbetingede punktudledninger.
- Udvikling af teknologiske løsninger til fjernelse af mikroforurenende stoffer fx PFAS, medicin- og kosmetikrester fra spildevand.
- Spildevand, herunder udvikling af nye teknologiske løsninger, der fremmer:
- Energi- og klimaeffektivitet i spildevandsforsyningen.
- Recirkulering af vand og næringsstoffer, samt produktion af energi og måling og styring af lattergas.
- Effektiv rensning af miljøfarlige stoffer fra spildevand, samt produktion af tekniskvand fra renset spildevand.
- Der nævnes også nogle områder indenfor Grundvand og drikkevand, Akvakultur, miljøhensyn og klimatilpasning, Luft og støj samt Natur, som bestyrelsen gerne ser ansøgninger indenfor.
MUDP har ca. 135 mio. kr. i puljen til projekter i 2025. Puljen fordeles tentativt som følgende: 8 mio. kr. til forprojekter og ETV-projekter; 63,5 mio. kr. til udviklings-, test- og demonstrationsprojekter; 63,5 mio. kr. til fyrtårnsprojekter.
Indkaldelse af ansøgninger til 2025 forventes offentliggjort i februar 2025. Der vil være ansøgningsfrist for at søge tilskud til forprojekter og ETV-projekter den 9. april 2025 kl. 12.00, for udviklings- og demonstrationsprojekter den 14. maj 2025 kl. 12.00 og fristen fyrtårnsprojekter den 27. august 2025 kl. 12.00. Alle potentielle ansøgere opfordres til at benytte sig af MUDP-sekretariatets tilbud om information og sparring.
Se mere på MUDPs hjemmeside her