Ministersvar på byge af affaldsspørgsmål

Miljø- og ligestillingsministeren og Klima-, energi- og forsyningsministeren har svaret på spørgsmål om fremtidig forbrændingskapacitet, miljøkonsekvensvurdering af affaldshåndteringsplaner, øget import af affald til forbrænding, CO2-reduktioner, stigning i slammængder, beregning af forbrændte affaldsmængder m.v.

Theresa Scavenius (UFG) har stillet en række spørgsmål til de to ministre via de respektive udvalg i Folketinget. Spørgsmål og svar fremgår af nedenstående:


Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 117
Vil ministeren oplyse, på hvilken juridisk baggrund Energistyrelsen har vurderet, at affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling), ikke skulle miljøkonsekvensvurderes, når planer og programmer, som f.eks. love, vedrørende affaldshåndtering skal miljøvurderes, jf. artikel 3, stk. 2, litra a i EuropaParlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001? Kan ministeren garantere, at Energistyrelsens vurdering er juridisk korrekt? Og hvis ja, kan ministeren så oversende den skriftlige juridiske vurdering, der bekræfter dette?

Svar
Jeg har tidligere besvaret spørgsmål om, hvorvidt lovforslaget om konkurrenceudsættelsen af forbrændingssektoren (L 115) er blevet miljøvurderet.

Først vil jeg gerne henvise til besvarelse af KEF-udvalget 2022-23 (2.samling) alm. del spørgsmål 146. Heraf fremgår det bl.a., at:

”Energistyrelsen har vurderet, at lovforslaget om Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af det forbrændingsegnede affald (L 115) ikke giver anledning til en miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.

Grundlaget for miljøvurdering af planer og programmer er EU’s direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet.”

Dernæst vil jeg henvise til at besvarelsen af spørgsmål 121 til L 115 hvor der bl.a. bliver spurgt ind til de konkrete overvejelser, der ligger til grund for Energistyrelsens vurdering af, at L 115 ikke skulle miljøvurderes. Af svaret til spørgsmål 121 fremgår det:

”Lovforslaget ændrer ikke på, at nye anlæg og udvidelser eller ændringer på miljøgodkendte anlæg skal miljøgodkendes forinden af miljømyndigheden. Energistyrelsen vurderer, at lovforslaget ikke er omfattet af miljøvurderingsdirektivets anvendelsesområde og derfor er der ikke foretaget en miljøvurdering af lovforslaget i henhold til miljøvurderingsloven.”

Til sidst vil jeg henvise til spørgsmål 26 til L 115 hvoraf det fremgår: ”Vurdering af de miljø- og naturmæssige konsekvenser af lovforslaget fremgår af side 35 i lovforslaget.”.


Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 118
Kan ministeren evt. med bidrag fra miljøministeren oversende en skriftlig juridisk vurdering af, hvordan følgende formuleringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 skal fortolkes:

»Alle planer og programmer (…) som fastsætter en ramme for fremtidige anlægstilladelser … skal underkastes en systematisk miljøvurdering.«, jf. betragtning 10 i ovennævnte direktiv, og »Affaldshåndteringsplaner, vandressourceplaner osv. vil også blive regnet for planer med henblik på direktivet (…)«, jf. side 6, pkt. 3.5. i »Gennemførelse af direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet«, unece.org? Og vil ministeren i forlængelse heraf sammenstille fortolkningen med vurderingen om, at affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling), ikke skulle miljøkonsekvensvurderes?

Svar
Der henvises til svar på KEF alm. del spm. 117.

Det bemærkes hertil, at L 115 ikke er en affaldshåndteringsplan. Loven ændrede ikke ved kravene om de kommunale affaldshåndteringsplaner. Kommunalbestyrelsen udarbejder og vedtager en 12-årig kommunal plan for håndtering af affald, der som minimum skal revideres hvert 6. år jf. affaldsbekendtgørelsen §13. De kommunale affaldshåndteringsplaner er omfattet af miljøvurderingsloven, men det afhænger af planens indhold og forventede indvirkning på miljøet, om planen skal underlægges en egentlig miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8. Det et kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for at vurdere, hvorvidt dette er tilfældet.


Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 120
Ministeren nævnte under besvarelsen af KEF alm. del – samrådsspørgsmål D og E, at stigningen i import af affald skyldtes andre forhold end affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling). Vil ministeren fremlægge dokumentation og argumentation for, hvad der er årsagen til stigningen af import, hvis der ikke er tale om en effekt af ovennævnte lov?

Svar
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ikke bekendt med de præcise årsager til stigningen i import af affald fra 2022 til 2023. Stigningen kan skyldes flere forskellige forhold. Det skal dog bemærkes, at Lov om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald (L 115) blev vedtaget 2. juni 2023, og at det er 1. januar 2025, at kravet om selskabsgørelse træder i kraft, og 1. juli 2025, at kommunalbestyrelsen skal have indgået kontrakt om behandling af forbrændingsegnet affald efter, at opgaven har været i udbud. Stigningen i importen fra 2022 til 2023 er således sket forud for ikrafttrædelsen af L115, og således under den tidligere regulering.

 

Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 122
Det fremgår af side 12 i »Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024«, ens.dk, den 8. januar 2025, at import af affald er steget i løbet af 2020-2023 med 37 pct. Kan ministeren oversende en fremskrivning for 2020-2025?

Svar
Der henvises til side 12, tabel 4.4 i »Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024«, ens.dk, den 8. januar 2025, for de importerede mængder i 2020 til 2023.

Dertil kan det oplyses, at importen af affald skønnes at være 0,1 mio. ton i 2024 og 2025 jf. »Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024«, ens.dk, den 8. januar 2025, side 17 figur 4.8. Det bemærkes, at skønnene kan ændre sig i forbindelse med Klimafremskrivning- og Status 2025, som forventes at udkomme i april 2025.

 

Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 123
Ministeren fastholdt Energistyrelsens oprindelige tal om, at affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling), ville medføre CO2-reduktioner under 1. behandlingen af affaldsloven og ved besvarelse af L 115 – samrådsspørgsmål A, folketingssamling 2022-23 (2. samling), på trods af kritik fra Klimarådet, CONCITO og branchen. Mener ministeren, at det er acceptabelt, at Folketinget vedtager en lov på et forkert grundlag.

Svar
Jeg er ikke enig med spørger i, at Folketinget vedtog L 115 på et forkert grundlag. Skøn over effekter og konsekvenser af ændret regulering er skøn. Skøn er altid til drøftelse, herunder antagelser og forudsætninger, som er klart og tydeligt kommunikeret i forbindelse med, at Folketinget vedtog L 115. Den form for transparens og debat mener jeg kun forbedrer vores demokratiske beslutningsgrundlag.


Til Miljø- og ligestillingsministeren

Spørgsmål nr. 125

”Det fremgår af side 3 i »Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024«, ens.dk, den 8. januar 2025, at slam er steget med hele 467 pct. i perioden 2020-2023. Vil ministeren oplyse, hvad der er årsagen til det?”

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Den samlede mængde slam til forbrænding er ikke steget med 467 pct. Den delmængde af slam, der er modtaget til forbrænding på almindelige forbrændingsanlæg, er steget markant i perioden 2020-2023. Den største stigning skete i 2021. Årsagen er, at ét enkelt forbrændingsanlæg siden 2021 har modtaget mere slam til forbrænding.

Miljøstyrelsen gør opmærksom på, at rapporten ”Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024” ikke indeholder oplysninger om, hvor meget slam der i samme periode er blevet forbrændt på andre typer af forbrændingsanlæg, f.eks. på slamforbrændingsanlæg. Derfor viser rapporten ikke, hvor meget slam, der samlet set, er blevet forbrændt i Danmark i perioden 2020-2023. Det kan derfor ikke konkluderes ud fra denne rapport, at den samlede mængde slam til forbrænding i Danmark er steget med 467 pct.”


Til Miljø- og ligestillingsministeren

Spørgsmål nr. 126

”Vil ministeren oplyse, hvordan affaldsmængder beregnes?”

Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser:

”Det lægges til grund, at der spørges ind til, hvordan de historisk forbrændte affaldsmængder fra Danmark er beregnet i rapporten ”Monitorering af affaldsforbrændingskapacitet 2024”. Disse data er tilvejebragt gennem Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem for perioden 2020-2023. Danske affaldsforbrændingsanlæg og affaldsmedforbrændingsanlæg skal hvert år indberette oplysninger til Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem om de indvejede affaldsmængder, som er modtaget til forbrænding.”

 

Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 127
Ifølge artiklen »»Fejl« i ministeriets beregninger satte landets forbrændingsanlæg til salg«, pro.ing.dk, den 21. november 2024, er haveaffald, slam og farligt affald ikke indregnet i lovgrundlaget af affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling). Kan ministeren oplyse hvorfor? En af argumenterne for liberaliseringen af affaldsforbrændingssektoren var, at der var for meget kapacitet, som skulle reduceres. Det betyder, at ovennævnte lov på dette punkt er gennemført på et forkert grundlag.

 

Svar
Miljøstyrelsens affaldsfremskrivninger kan ikke fremskrive mængden af forbrændingsegnet haveaffald og farligt affald, der afbrændes på hhv. almindelige affaldsforbrændingsanlæg, specialanlæg og biomasseanlæg. Derfor er der i stedet udarbejdet et skøn for, hvor store mængder haveaffald og farligt affald der afbrændes på almindelige affaldsanlæg baseret på historiske data.

I Klimastatus og -fremskrivning 2024 (KF24) baseres de danske affaldsmængder til forbrænding på Miljøstyrelsens skøn for forbrændingsegnede affaldsmængder, som også var tilfældet i tidligere fremskrivninger.

Skøn for affaldsmængder fra haveaffald og farligt affald på almindelige affaldsforbrændingsanlæg blev inkluderet i opgørelsen af de samlede forbrændingsegnede mængder i KF24 som led i den løbende konsolidering af metode og modeludvikling, jf. Sektorforudsætningsnotat Affaldsforbrænding. I KF24 blev der desuden opdateret en række yderligere forudsætninger såsom de danske affaldsmængder, fossilindhold i affaldsmængder, miljøgodkendte affaldsforbrændingskapacitet og brændværdier. Det er helt almindelig praksis, at modelberegninger løbende opdateres i KF, når der kommer ny viden og nye oplysninger.

I KF24 blev der endvidere foretaget en isoleret beregning at konsekvensen af inkluderingen af de skønnede mængder af haveaffald og farligt affald, der skønnes at øge udledningerne fra sektoren med 0,02 mio. ton CO2e. Se endvidere Svar på KEF alm. del – spm. 408 for betydningen af inkluderingen af de tre fraktioner.

I forbindelse med lov om Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald (L115) blev det desuden besluttet, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal monitorere udviklingen i affaldsforbrændingssektoren. Det forventes, at fremskrivningen løbende justeres i takt med, at der kommer ny viden og effekterne af konkurrenceudsættelse realiseres.

Der henvises endvidere til sektorforudsætningsnotat for affaldsforbrænding til KF24 (Sektorforudsætningsnotat Affaldsforbrænding) for en yderligere gennemgang af forudsætninger og antagelser, der er lagt til grund for at skønne over udledninger fra affaldsforbrænding i KF24.

Der henvises endvidere til svar på KEF alm. del – spm. 123.

Til Klima-, energi- og forsyningsministeren

Spørgsmål 128
Hvordan har ministeren oplyst Folketinget om, at affaldsloven, jf. L 115, folketingssamling 2022-23 (2. samling), på flere punkter er truffet på et forkert grundlag? F.eks. at haveaffald, slam og farligt affald ikke var indregnet i lovgrundlaget.

Svar
Der henvises til svar på KEF alm. del – spm. 123 og KEF alm. del – spm. 127.

Spørgsmål fra Theresa Scavenius med tilhørende ministersvar kan findes på Folketingets hjemmeside her.

 

 

 

 

Relaterede nyheder