Manglende gennemsigtighed i udviklings- og demonstrationsprojekter

Rigsrevisionen har påpeget uhensigtsmæssigheder ved eksekveringen af tre udviklings- og demonstrationsprogrammer, der skal bidrage til den grønne omstilling. De vurderes til ikke i tilfredsstillende grad at have etableret et grundlag for at følge med i effekterne af tilskuddet samt manglende tilbagebetaling ved kommerciel udnyttelse af støtten.

Til Miljø- og Fødevareudvalgets orientering har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), fremsendt ”Årsberetning for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) 2023”. Af orienteringen fremgår det blandt andet, at:

”Rigsrevisionen har i beretning nr. 11/2023 om gennemsigtighed i effekter af tilskud fra grønne programmer påpeget, at tre udviklings- og demonstrationsprogrammer, der skal bidrage til den grønne omstilling, herunder GUDP, ikke i tilfredsstillende grad har etableret et grundlag for at følge med i effekterne af tilskuddet. Jeg har i forlængelse heraf bedt om, at der ses på tiltag, der kan skabe større gennemsigtighed om programmets effekter. GUDP-bestyrelsen oplyser i årsberetningen for 2023, at bestyrelsen vil vurdere, hvordan grundlaget for at følge med i effekten af det samlede program kan forbedres.

Rigsrevisionen har i beretningen endvidere påpeget, at ministeriet ikke fuldt ud lever op til lovbemærkningerne for GUDP, da der ikke er udarbejdet effektmål for programmets indsatsområder, hvorfor der heller ikke indgår afsnit med afrapportering af effekterne i de årlige beretninger. I handlingsplanen for 2024 er der tilføjet et nyt mål om projekternes teknologiudvikling (TRL-niveau) suppleret med det eksisterende mål om projekternes succesrate. I årsberetningen for 2024 vil der endvidere blive afrapporteret på disse to mål inddelt på indsatsområder.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har i øvrigt igangsat en række tiltag med henblik på blandt andet at styrke effektmåling af programmet. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen forventer, at alle tiltag vil være endeligt implementeret i 2026.

I tillæg til ovenstående fremgår det også af Rigsrevisionens beretning, at GUDP-sekretariatet ikke har håndhævet en lovbestemmelse i GUDP-loven om, at tilskud fra GUDP i nogle tilfælde helt eller delvist skal tilbagebetales, hvis projektets resultater udnyttes kommercielt inden for de første tre år, efter projektet er afsluttet. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er med bistand fra Kammeradvokaten i gang med at undersøge, hvordan tilbagebetalingskravet skal håndteres, og på den baggrund fastlægge en samlet plan for administration af kravet. I den forbindelse skal det bemærkes, at der vil være sager med et eventuelt tilbagebetalingskrav, der falder for forældelsesfristen, frem til at en samlet løsningsmodel foreligger omkring årets udgang/i begyndelsen af 2025.”

Du kan læse ministerens orientering ved at trykke hér.

Du kan endvidere læse GUDP årsberetning 2023 ved at trykke hér.

(det benyttede foto er krediteret fotograf Steen Brogaard via Regeringens hjemmeside)

Relaterede nyheder