Ingen fuld central sortering af genanvendelige ressourcer fra restaffald i Norge og Holland
Miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke har svaret på en forespørgsel afgivet via Folketingets Miljø- og fødevareudvalg ved behandling af “Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for central maskinel affaldssortering” (B 176) af 29. april 2025. Forespørgslen vedrører central sortering i Norge og Holland.
Ministerens besvarelse lyder som følger:
"I forbindelse med første behandling af B 176 om mulighed for central maskinel affaldssortering den 28. maj i Folketinget lovede jeg at sende jer nærmere information om indsamling og sortering af husholdningsaffald i Norge og Holland.
Baseret på Miljøstyrelsens nyeste informationer kan jeg oplyse, at hverken Holland eller Norge har indført fuld central sortering af genanvendeligt affald fra restaffald.
Begge lande har indført særskilt sortering af som minimum mad-, papir-, pap-, glas- og tekstilaffald.
I Norge er det p.t. ca. 7 pct. af indbyggerne, som i dag får indsamlet plast med restaffald, som efterfølgende udsorteres på et centralsorteringsanlæg. Det har tidligere været en større andel, ca. 12,5 pct. af indbyggerne, som havde denne mulighed, men dette tal er faldet pga. brand i et sorteringsanlæg. Der er i Norge planlagt i alt fire centralsorteringsanlæg, som vil give en kapacitet til, at ca. 30 pct. af indbyggerne i fremtiden vil kunne få indsamlet plast med restaffald.
I Holland har knap 40 pct. af indbyggerne mulighed for at lade plastik, metal og mad- og drikkekartoner indsamle med restaffald. Det sker typisk i tætbefolkede områder. I den resterende del af Holland sorteres de tre affaldstyper særskilt."
Du kan læse Miljø- og ligestillingsministerens besvarelse i sin helhed ved at trykke hér.