Høring over udkast til bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer.

Miljøstyrelsen har foreslået ændringer til bekendtgørelsen med henblik på at løse en problemstilling vedrørende pantbelagte drikkevarer i engangsemballager, der eksporteres til Færøerne og Grønland.

Problemstillingen vedrører, at drikkevareemballager med danske pantmærker, som danske virksomheder har betalt forhåndspant for, eksporteres til Færøerne og Grønland med den konsekvens, at panten overvæltes på færøske og grønlandske forbrugere. De grønlandske og færøske forbrugere bærer derved en pantomkostning ved køb af drikkevarer, selvom det danske pantsystem ikke finder anvendelse i Grønland eller på Færøerne.

De foreslåede ændringer i pantbekendtgørelsen har til formål at gøre det muligt, at danske virksomheder (udbydere (producenter af- og importører af drikkevarer til Danmark), mellemhandlere og distributører) kan anmode om refusion af den dansk betalte pant, når de bl.a. kan dokumentere, at drikkevareemballagerne er eksporteret til Færøerne eller Grønland. Hensigten med refusionsordningen er således, at panten dermed ikke overvæltes på færøske og grønlandske forbrugere. Ordningen vil kun gælde kun for engangsemballager omfattet af bekendtgørelsen.

Der er høringsfrist den 21. april 2025, og høringssvaret bedes sendt til Miljøstyrelsen på e-mailadressen mst@mst.dk med angivelse af journalnummer MST 2024-85660 (angiv organisation/navn eller lignede) i emnefeltet, og med kopi til Filip Frede Plougmann Willer på e-mail fifpw@mst.dk.


Du kan finde materialet til brug for høringen på høringsportalen (tryk hér).

Relaterede nyheder