Håndtering af asbestholdigt affald: emballering, transport og bortskaffelse samt håndtering på deponier, indsamlingsvirksomheder mv.
30. oktober 2024

Håndtering af asbestholdigt affald: emballering, transport og bortskaffelse samt håndtering på deponier, indsamlingsvirksomheder mv.

Asbestholdigt affald skal samles sammen under arbejdet og den løbende rengøring, og det skal opbevares og transporteres i egnet, lukket emballage. Støvende asbestholdigt affald – fx teknisk isolering, fliseklæb og knækkede tagplader – skal befugtes, før det emballeres.

Arbejdstilsynet har den 30. oktober 2024 offentliggjort to meddelelser om Håndtering af asbestholdigt affald og Asbestholdigt affald på deponier, indsamlingsvirksomheder mv.

Nedenfor er et udpluk af meddelelserne.

Egnet, lukket emballage til asbestholdigt affald

Til opbevaring og transport af asbestholdigt affald skal der ifølge regler om asbest i arbejdsmiljøet anvendes egnet, lukket emballage. Emballagen skal kunne sikre, at der ikke spredes asbeststøv til personer i omgivelserne under opbevaring og transport.

Derudover har kommuner egne retningslinjer om emballering af asbestholdigt affald. Virksomheder og private skal derfor ud over at opfylde arbejdsmiljøreglerne om egnet, lukket emballage ved opbevaring og transport af asbestholdigt affald også være opmærksom på kommunale retningslinjer for emballering af asbestholdigt affald ved aflevering af det.

Arbejde med transport af asbestholdigt affald

Transport af asbestholdigt affald er et arbejde med risiko for udsættelse for asbeststøv, men det er ikke et asbestarbejde. Det betyder, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med asbestreglerne, men arbejdet skal ikke anmeldes til Arbejdstilsynet.

Asbestholdigt affald skal transporteres væk fra arbejdsstedet til bortskaffelse på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at chaufføren og personer i omgivelserne ikke udsættes for asbeststøv. Det betyder, at der ikke må slippe asbeststøv ud fra emballagen under transporten.

Bortskaffelse af asbestholdigt affald

Bortskaffelse af asbestholdigt affald skal ske efter Miljøministeriets regler. Det betyder, at virksomheder, der producerer affald, skal udsortere asbestholdige materialer og bortskaffe dem særskilt som asbestholdigt affald.

Inden renoveringen eller nedrivningen påbegyndes, skal bygherren indgive affaldsanmeldelse til kommunen, i henhold til Miljøministeriets regler. Affaldsanmeldelsen skal indeholde oplysninger om bl.a. affaldsmængder fordelt på fraktioner, håndtering af affald, samt forekomsten af problematiske stoffer, herunder asbest. Affaldsanmeldelsen er påkrævet, for at kunne aflevere affaldet, til der hvor det er anvist.

Virksomheder, der producerer asbestholdigt affald, skal typisk aflevere det på et deponi eller en indsamlingsvirksomhed anvist af kommunen. Virksomheder og private kan i mange tilfælde aflevere mindre mængder asbestholdigt affald på genbrugspladser eller benytte sig af en kommunal henteordning.

Asbestholdigt affald på deponier

Håndtering af asbestholdigt affald på et deponeringsanlæg er som udgangspunkt ikke et asbestarbejde, men et arbejde med risiko for udsættelse for asbeststøv. Det betyder, at arbejdet ikke skal anmeldes til Arbejdstilsynet, men arbejdet skal stadig planlægges, tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med asbestreglerne. Det indebærer bl.a., at alle ansatte med håndtering af asbestholdigt affald skal have udleveret et egnet åndedrætsværn.

Asbestholdigt affald skal afleveres på deponiet på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at chaufføren, personer på deponiet og personer i omgivelserne ikke udsættes for asbeststøv. Det betyder, at det asbestholdige affald skal afleveres og håndteres på en sådan måde, at støvudviklingen begrænses mest muligt.

Der kan også forekomme asbestarbejde på et deponi. Hvis der foregår løs aftipning af asbestholdigt affald, eller hvis emballagen går i stykker, kan det være nødvendigt efterfølgende at rengøre containeren og lastbilen for asbeststøv. Rengøring for asbeststøv er et asbestarbejde. Det betyder bl.a., at arbejdet skal anmeldes til Arbejdstilsynet, at der skal være adgang til to omklædningsrum adskilt af et baderum, og at de ansatte skal have gennemgået et særligt oplærings- og instruktionsforløb.

Læs mere
Arbejdstilsynet, Asbest
Miljøstyrelsen, Asbest

Relaterede nyheder