Første dom om greenwashing i Danmark
I november 2024 politianmeldte Forbrugerombudsmanden virksomheden for at have brugt vildledende udsagn om miljø og bæredygtighed i sin markedsføring. Som begrundelse for at bruge udsagnene blev det blandt andet oplyst, at virksomhedens drikkeflasker er lavet af rustfrit stål, som er et holdbart materiale, der kan anvendes igen og igen, og at forbrugere kan undgå mikroplast ved at købe produktet. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at produktene ikke har særlige miljøfortrin, der adskiller sig fra andre tilsvarende produkter på markedet, herunder drikkeflasker af rustfrit stål.
Forbrugerombudsmanden Torben Jensen udtaler i forbindelse med dommen at: ” Med dommen slår retten fast, at virksomheder ikke må give udtryk for, at deres produkter er mere miljøvenlige, end de faktisk er. Og de skal kunne dokumentere deres påstande. Dommen viser også, at virksomheder kan straffes med bøder, hvis de bruger miljø- og bæredygtighedsudsagn uden at have tiltag, som begrunder brugen af disse udsagn. Det er helt afgørende, at virksomheder ikke markedsfører produkter som bedre for miljøet, end de reelt er - både for forbrugere, der ønsker at vælge produkter, som har et mindre miljø- og klimaaftryk, men også for de virksomheder, som skaber produkter, der reelt er bedre for vores klima og miljø, og som på dette område adskiller sig fra andre produkter”
Af Forbrugerombudsmandens nyhed om dommen fremgår det, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller kunne vildlede forbrugerne, uanset om oplysningerne i markedsføringen er faktuelt korrekte. Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Hvis vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, kan den erhvervsdrivende straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3. Den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold. Det fremgår af markedsføringslovens § 13. Derudover fremgår det, at i følge markedsføringslovens § 37, stk. 6, skal der ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning. Bødemodellen er nærmere uddybet i forarbejderne til lovændringen, der indsatte bestemmelsen med virkning fra 1. januar 2022. Den nye bødemodel medfører en skærpelse af bødeniveauet for markedsføringsretlige overtrædelser. Virksomheder er inddelt efter omsætning, og under hver omsætningskategori ses et bødespænd for henholdsvis nedsat bødeniveau, normalt bødeniveau og forhøjet bødeniveau.
Læs mere her
Læs nyheden om dommen her på forbrugerombudsmandens hjemmeside
Læs Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring