Flest kommuner udbyder indsamlingsopgaverne frem for in-house

75 kommuner ud af landets 98 har gennemført et offentligt udbud for indsamling af restaffald, svarende til 77 pct. af kommunerne. Omregnet til antal boliger svarer det til 69 pct. af boligerne i Danmark. I alt har 88 kommuner overladt hele eller dele af affaldsindsamlingen til private aktører. Desuden er stort set alle kommuner i mål med etablering af indsamlingsordninger for de 10 affaldsfraktioner. Enkelte kommuner mangler dog den konkrete opstart.

Hvilke kommuner udbyder opgaven med husstandsnær affaldsindsamling, og hvilke står for opgaven ”in-house”? Det spørgsmål bliver belyst i en ny analyse, som Rambøll har udarbejdet for Forsyningstilsynet. Udover kortlægningen af det kommunale udbudslandskab belyser analysen bl.a. også, hvilke fordele og ulemper kommunerne ser i at udbyde eller beholde opgaven på kommunale hænder.

”Analysen belyser bl.a., hvordan langt hovedparten af kommunerne har forholdsvis gode erfaringer med at udbyde indsamlingen af husholdningernes affald efter indførslen af krav om, at affaldet skal sorteres i 10 affaldsfraktioner” udtaler Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt i en pressemeddelelse.

”Det er umuligt at sige noget entydigt om, hvorvidt det bedst kan betale sig at udbyde eller varetage opgaven selv. Det er dog værd at bemærke, at det beregnede standardgebyr i gennemsnit er lavere hos de kommuner som udbyder, til trods for at indsamling efter udbud altid vil blive pålagt moms, ligesom private indsamlere som regel vil indregne et kommercielt tillæg i deres priser,” siger Carsten Smidt.

Fordele ved udbud eller in-house?
Ifølge analysen er der 88 ud af landets 98 kommuner, som har overladt hele eller dele af opgaven med at indsamle det sorterede affald til private aktører. Blandt de oplevede fordele hos dem, som har udbudt opgaven findes muligheden for at markedsafprøve prisen for opgaven, at udgifterne er kendte, og rammerne er faste i kontraktperioden. Omvendt ser kommuner, som har valgt at beholde indsamlingsopgaven på kommunale hænder (in-house) fordele i bl.a. at have fleksibilitet i opgaveløsningen, øget smidighed i administrationen og den daglige drift, og at der ikke er fokus på profit.

Svært at sammenligne kommunale affaldsgebyrer
Analysen viser også, at standardgebyrer for et enfamiliehus i gennemsnit er lavere i de kommuner, der udbyder affaldsindsamlingen, end hos dem der står for den selv. Standardgebyret afspejler dog også mange andre forhold end selve organiseringen af affaldsindsamlingen, herunder forskelle i serviceniveauer, lokale miljøkrav, strukturelle forhold og uensartede regnskabsregler. Alt sammen forhold, som gør det vanskeligt at vurdere, hvad der ligger bag gebyrforskellene.


Du kan læse Rambølls rapport: “Udbud i affaldssektoren” ved at trykke hér.

Relaterede nyheder