Det nye Affaldsregister bliver forsinket
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har orienteret Folketingets Klima-, energi- og forsyningsudvalg om, at det nye Affaldsregister vil blive skubbet. Af ministerens orienteringsskrivelse hedder det:
"Til udvalgets orientering oplyses det, at Energistyrelsen ændrer datoen for idriftsættelsen af det nye Affaldsregister.
Som led i udviklingen af det nye IT-system for Affaldsregistret samt opdateret gebyrmodel til finansiering af registret, skal bekendtgørelse om Affaldsregistret og bekendtgørelse om betaling for registrering i Affaldsregistret udstedes.
Den 25. april 2025 blev udvalget orienteret om, at bekendtgørelserne blev sendt i høring.
Bekendtgørelserne var i høring fra den 25. april 2025 til den 21. maj 2025. Det var oprindeligt planlagt, at bekendtgørelserne skulle være trådt i kraft den 1. juli 2025, og de nye regler skulle finde anvendelse fra den 1. september 2025, hvilket var samme dato som den forventede idriftsættelse af det nye Affaldsregister.
Under høringsperioden har Energistyrelsen gennemført et planlagt testforløb af det nye IT-system for at sikre, at det fungerer i den sammenhæng, hvor det skal anvendes i drift. Testforløbet har vist behov for at udbedre nogle fejl og mangler.
For at sikre, at bekendtgørelserne først udstedes, når der er sikkerhed for, at ITsystemet er funktionsdueligt og kan understøtte den nye regulering, udskydes udstedelsen af bekendtgørelserne.
Energistyrelsen forventer fortsat at kunne sætte registret i drift i efteråret 2025. Bekendtgørelserne vil blive udstedt tidsnok til, at de registreringspligtige virksomheder kan omstille sig til de nye regler.
Jeg vil ved udstedelsen af bekendtgørelserne oversende de endelige bekendtgørelser samt høringsnotat til udvalget."
Du kan læse orienteringsbrevet i sin helhed ved at trykke hér.