Danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet med 5 procent i 2023
05. maj 2025

Danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet med 5 procent i 2023

Energistyrelsens seneste rapport "Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2025 " viser, at danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk er reduceret med 3,3 millioner ton CO₂e i 2023 sammenlignet med året før.

Dette svarer til et fald på 5 procent, hvilket bringer det samlede aftryk ned til cirka 60 millioner ton CO₂e – eller 10 ton per danske.

Det forbrugsbaserede klimaaftryk omfatter både nationale og internationale udledninger forbundet med danskernes forbrug af varer og tjenester, såsom biler, fødevarer, elektronik og tøj. Ifølge rapporten stammer 40 procent af disse udledninger fra Danmark, mens de resterende 60 procent sker i udlandet.

Energistyrelsen bemærker, at klimaaftrykket fra forbrug er faldet over tid, selvom det danske forbrug i kroner og ører er steget betydeligt siden 1990.

Inden for det seneste dataår er kødforbruget og elektronikforbruget faldet. Det samlede antal personkilometer er steget, hvilket i 2023 var drevet af en stigning i persontransport med fly og personbil. Fra 2023-2024 steg salget af elbiler med knap 40 pct, mens salget af benzin- og dieselbiler faldt. De danske husholdninger har et lidt højere energiforbrug til el og varme i 2023 i forhold til 2022, men samtidig har energien en større VE-andel.

Den årlige Global Afrapportering analyserer, hvordan danske forbrugere, virksomheder og myndigheder påvirker de globale drivhusgasudledninger. Den nyeste rapport lægger vægt på øget digitalisering og tilgængelighed af resultaterne.

Læs mere mere

Du læse mere om opgørelsen på Energistyrelsens hjemmeside

Relaterede nyheder