Anbefalinger til kaskadeudnyttelse af bioressourcer
Det fremgår af den folketingspolitiske aftale "Aftale om et grønt Danmark“ fra den 18. november 2024 (den såkaldte trepartsaftale, som bl.a. indeholder indfasning af en CO2-afgift mv. i landbruget), at der skulle nedsættes et ekspertudvalg om kaskadeudnyttelse af kulstof opsamlet i landbrugsafgrøder m.m.
Ministeriet for Grøn Trepart har nu udgivet afrapporteringen fra dette hurtigarbejdende udvalg.
Hovedanbefalingerne fra udvalget opsummeres i ministeriets pressemeddelelse i tre punkter:
- Græs og andre grønne planter skal fylde meget mere på de marker, der skader vandmiljøet mest. Mere græs reducerer udvaskningen af kvælstof, binder kvælstof i jorden og reducerer CO2-udledningen.
- Sats på bioraffinering, så græs bliver gjort til en god forretning. Ved bioraffinering skabes der nye grønne proteiner, som kan erstatte importeret soja. På længere sigt kan man bruge metoden til at levere proteiner til fødevarer som erstatning for animalske proteiner.
- Brug græs til byggeri og energi. De græsrester, der er til overs efter bioraffineringsprocessen, kan man bruge til at lave byggematerialer, energi i biogasanlæg og biokul.
Rapporten opridser anbefalingerne på en lidt anden måde:
A. Styrkelse af vertikalt samarbejde i kaskader.
En mere integreret værdikæde skal sikre bedre sammenhæng mellem primærproduktion, forarbejdning og slutbrug. Et tættere samarbejde mellem aktører på tværs af sektorer vil bidrage til en mere effektiv ressourceudnyttelse og understøtte udviklingen af højværdiprodukter.
Afsnittet fremhæver bl.a. fordelene ved samlokalisering og bio-industrielle symbioser, som kan skabe nye jobmuligheder og økonomisk modstandsdygtighed ved at samle industrier tæt på primærerhverv. Det understøtter minimeret transport, logistik og bedre teknologisk infrastruktur. De største barrierer for samlokalisering og bio-industrielle symbioser er regulering, der hæmmer fleksibilitet og hindrer samlokalisering i landzoner.
Det nævnes også, at der savnes en implementering af præcise retningslinjer for, hvordan biomasse og biogent CO₂ anvendes. Dertil kommer, at der i de nationale CO2-opgørelser skal udvikles CO2-emissionsfaktorer for flere af disse nye teknologier.
Der er i alt 13 konkrete anbefalinger tilknyttet dette afsnit.
B. Styrkelse af værdikæden for grøn biomasse til grøn bioraffinering og energiproduktion
Grøn biomasse har et stort potentiale som råvare i bioøkonomien. Udviklingen af grøn bioraffinering skal understøttes, så Danmark kan optimere produktionen af grønne proteiner til fødevarer, reducere importen af foderprotein, øge produktionen af bæredygtige materialer og sikre en mere klimavenlig arealanvendelse.
Der er 12 konkrete anbefalinger under dette afsnit.
C. Styrket forskning og certificering af biogene byggematerialer samt udnyttelse af ressourcer fra skov- og jordbrug
Biogene byggematerialer kan fremmes for at reducere afhængigheden af fossile materialer i byggeriet. Samtidig skal skovbrugets ressourcer udnyttes mere effektivt i kaskaden, så kulstof lagres i længerevarende produkter frem for udelukkende at blive anvendt til energiformål.
Afsnittet fremhæver, at at dokumentation af biogene byggematerialers tekniske egenskaber er en udfordring tids-, pris- og omfangsmæssigt. Det anbefales bl.a., at staten faciliterer en aftale mellem de relevante aktører for at håndtere og dele denne risiko ved brug af biogene materialer indtil anvendelsen er så udbredt, at det indgår i det erfaringsbaserede alment tekniske fælleseje.
Det anbefales også at gøre en indsats for at udvide brugsområderne for genbrugsmaterialer i nybyggeri (f.eks. gennem investering i metodeudvikling af styrkevurdering af genbrugstræ ved ikke-destruktive metoder.
Der er i alt 8 anbefalinger under dette afsnit.
D. Udnyttelse af biogasbranchens kaskadepotentiale
Biogas kan spille en central rolle i kaskadeudnyttelsen, både som energikilde og ved teknologi, der kan opsamle og udnytte biogen CO₂. Der er behov for at styrke integrationen mellem biogas og andre dele af kaskaden.
Dette afsnit indeholder 6 konkrete anbefalinger.
Find ekspertudvalgets rapport “Overordnet vision og anbefalinger for kaskadeudnyttelse i den grønne omstilling - med fokus på bioressourcer fra landbrugsafgrøder og skovbrug” samt ministeriets pressemeddelse fra den 28. maj 2025 her
Se evt. også Dakofas nyhed fra 19. november 2024 om “Aftale om om et grønt Danmark” her