Folketingspolitisk aftale om biokul og CO2-afgift mv. i landbruget

Den nye aftale implementerer og til dels udbygger trepartsaftalen fra juni om at mindske landbrugets udledning af drivhusgasser og kvælstof. Der indgår nu bl.a. element om øget spildevandsrensning, biogas i nettet afgiftsfritages og støtten til lagring af CO2 som biokul i landbrugsjord skal genbesøges i 2027.

Regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre blev den 18. november enige om en politisk rammeaftale, som følger op på Den Grønne Treparts ”Aftale om et Grønt Danmark” fra juni måned. Den nye aftale træder i stedet for landbrugsaftalen fra 2021 (med virkning fra næste folketingsvalg).

Denne nyhed fokuser primært på det i den nye aftale, som vedrører anvendelse af biokul fra pyrolyse og andet af mulig "direkte" interesse for affaldssektoren. En del af tiltagene indgik også i aftalen fra den grønne trepart, men tiltagene er først politisk vedtaget nu. I løbet af de politiske forhandlinger er der også tilført yderligere midler og regulering. Det gælder særligt regulering af kvælstofudledninger, men også tilførsel af midler til plantebaserede fødevarer, et genbesøg af pyrolysepuljen i 2027 og en indsats i forhold til næringsstofudledning fra spildevandsrensning.

Mere spildevandsrensning og højere afgift for urenset overløb (side 12)

  • Aftalen indeholder en plan for at forbedre spildevandsrensningen i relevante områder for at reducere udledningen af næringsstoffer fra punktkilder. Dette kan betyde øgede krav og investeringer i renseanlæg og spildevandsteknologi.
  • Regeringen vil udarbejde et konkret oplæg til drøftelse i aftalekredsen, hvor aftalepartierne i starten af 2025 vil blive præsenteret for en konsolideret potentiale- og konsekvens-vurdering. Regeringen vil indgå aftale med de kommuner, hvor der er et potentiale for at nedbringe udledning af næringsstoffer fra spildevand.
  • Regeringen vil desuden ændre spildevandsafgiften, så udledningen af urenset spildevand fra overløb får en højere afgift end udledning af renset spildevand.

10 mia. kr. til lagring af biokul på landbrugsjord

  • Pyrolyse er en af de teknologier der satses på til at opnå reduktioner i landbruget. Der er afsat en samlet tilskudspulje til lagring af biokul produceret ved pyrolyse på 10 mia. kr. fra 2027 frem mod 2045. Tilskuddet gives til biokul, som lagres i landbrugsjord pr. ton lagret CO2.
  • Tilskuddet til lagring af biokul på landbrugsjord forventes at bidrage med et CO2-optag på 0,3 mio. ton CO2 i 2030. Der er dog stor usikkerhed omkring udviklingen af pyrolyseteknologien, og derfor afsættes der midler, der kan indfri et potentiale på op til 0,6 mio. ton CO2 i 2030. Ift.
  • Som følge af usikkerhed om, hvorvidt potentialerne kan realiseres, vil der alene kunne indregnes en reduktion på ca. 0,3 mio. ton CO2 i 2030 i Klimastatus og –fremskrivninger. Endvidere bemærkes, at indregningen i emissionsopgørelsen og fremskrivninger forudsætter, at de igangværende forskningsprojekter dokumenterer reduktionseffekterne. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forventer, at det vil kunne ske i forbindelse med Klimastatus- og fremskrivning 2027.
  • Ifølge den nye politiske aftale (side 15) skal niveauet for de afsatte tilskudsmidler til pyrolyse genbesøges i 2027, hvor der er bedre grundlag for at tage stilling til hensigtsmæssig indretning af puljen i lyset af den teknologiske udvikling.

Fremme af plantebaserede fødevarer (uddrag fra side 10)

  • Aftalepartierne er enige om, at omlægning til mere planteproduktion er et centralt element i den grønne omstilling. Aftalepartierne er enige om, at plantebaserede fødevarer skal have en fortsat mere fremtrædende position i dansk landbrugs- og fødevareproduktion, og afsætter derfor i alt 420 mio. kr. til Fonden for Plantebaserede Fødevarer i 2025- 2030 inkl. de i alt 45 mio. kr. i 2027-2029, der indgår i Aftale om et Grønt Danmark.

CO2-afgift på biogas i gasnettet fjernes (side 17)

  • I finansieringen af aftalen indgår i 2025 en reserve til afgiftsfritagelse af biogas ved køb af oprindelsesgarantier fra Aftale om grøn skattereform for industrien mv. af juni 2022. Det skal ses i lyset af, at det først vurderes muligt at implementere en model for afgiftsfritagelse af biogas fra 2026 bl.a. af hensyn til EU-statsstøttegodkendelse. Såfremt det skulle vise sig, at en model for afgiftsfritagelse kan være klar, så den kan få afløb i 2025, vil aftalepartierne drøfte alternativ finansiering af aftalen. Fra 2026 og frem udmøntes reserven som oprindeligt aftalt.

Nyt ekspertudvalg om kaskadeudnyttelse af kulstof (uddrag fra ”Aftale om et grønt Danmark” side 36)

Parterne er enige om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal udkomme med en rapport, der

  • 1) dels beskriver en mulig dansk overordnet vision for kaskadeudnyttelse af kulstof opsamlet i landbrugsafgrøder og opsamling af det biogene CO2 fra biogas, hvor det giver samfundsøkonomisk mening og ikke er til ugunst for de kommercielle aktører, og anvendelse af denne i forbindelse med den grønne omstilling af samfundet, og
  • 2) dels kommer med konkrete anbefalinger til initiativer, der kan bidrage til, at styrke Danmarks position på området og igangsætte opsamlingen samt sikre, at der kommer en incitamentsstruktur og samlet værdikæde.
  • På denne måde kan en højere udnyttelse af landbrugets biomassebidrag sikres med det formål at reducere landbrugets samlede netto CO2-udledning og bidrage til reducering af CO2-udledningen i andre sektorer, hvor det biogene grønne kulstof anvendes. Ekspertudvalget skal bestå af folk fra energibranchen, erhvervet og forskningsverdenen. Ekspertudvalget skal afrapportere inden årets udgang (red.: Ministeriet for Grøn Trepart har netop nedsat dette ekspertudvalg).

Opsummering om de nye CO2-afgifter for landbruget

  • Målet om en lavere drivhusgasemission fra husdyrbrugene skal opnås gennem indfasning af en CO2-afgift i forhold til en gennemsnitlig standardudledning for de forskellige dyrearter på 300 kr/ton CO2e i 2030 stigende til 750 kr/ton i 2035. Der vil samtidigt være et bundfradrag på 60 % af afgiften omsat til et konkret beløb pr. dyr. Fradraget til den enkelte landbrugsbedrift må ikke blive påvirket af den løbende udvikling i landbrugets samlede udledning, hvilket har til formål at fastholde bedriftens incitament til at opnå lavere CO2e-emission fra husdyrproduktionen. Provenuet fra CO2-afgiften skal anvendes til at støtte kvæg- og griseproduktionen med investeringer i bl.a. klimateknologi, grønne tiltag og produktionsomstilling.
  • Der indføres et tilskud til reduceret gødningsanvendelse på 750 kr. pr. ton CO2e fra 2028 ved omlægning af den direkte landbrugsstøtte.
  • Der indføres en CO2e-afgift på udledninger fra udbragt landbrugskalk, som tilføres marker på 750 kr. pr. ton, der indfases gradvist fra 2028 til 2030.
  • Der gennemføres i 2032 et genbesøg af afgiftssatserne og bundfradragene

Lokale treparter skal udarbejde lokale arealomlægningsplaner (side 6)

Med aftalen vil der blive plantet 250.000 hektar ny skov – et område svarende til størrelsen af Lolland, Falster og Bornholm tilsammen. Samtidig omlægges 140.000 hektar lavbundsjorde til natur. Der afsættes i alt 43 milliarder til skovrejsning, naturgenopretning og forbedret vandmiljø.

Aftalepartierne er enige om at igangsætte et omfattende og ambitiøst arbejde med arealomlægning i alle de vandområder, hvor der er behov for kvælstofreduktioner, som forudsætter en stærk lokal forankring, ejerskab og helhedstænkning.

  • Derfor etableres en ny lokal organisering med kystvandråd samt vandoplandsstyregrupper (fremadrettet ’lokale treparter’) i en styrket rolle, hvor lokale landbrugs- og naturorganisationer med kommunerne for bordenden får ansvaret for planlægning og implementering.
  • De lokale treparter samlet skal dække hele landet.
  • De lokale treparter skal udarbejde lokale arealomlægningsplaner på baggrund af det nationalt udmeldt indsatsbehov. De lokale omlægningsplaner skal udarbejdes i 2025 med en klar deadline ultimo 2025 og skal være en fuldt dækkende plan for indfrielse af indsatsbehovet.

 

Find den nye ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark”, fire faktaark og Regeringens pressemeddelelse fra 18. november 2024 her

Se evt. Økonomiministeriets pressemeddelelse og trepartsaftalen ”Aftale om et Grønt Danmark” fra 24. juni 2024 her

Se evt. Dakofas nyhed ”Pyrolyse og ny aftale mellem regeringen og den grønne trepart om landbrugets CO2 mv” fra den 26. juni 2024 her.

Se evt. Finansministeriets pressemeddelelse og ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug” (kaldet ”Landbrugsaftalen”) fra 4. oktober 2021 her

Relaterede nyheder