Aftale om Finanslov 2025 med tre nye miljøtiltag

Den nye finanslovsaftale indeholder bl.a. et servicefradrag for reparation af hårde hvidevarer, et partnerskab mellem Miljøministeriet og interessenter om take-away (genbrugs-) emballage samt en kommende national handlingsplan for tekstiler.

Regeringen har dd. (22. november 2024) indgået en aftale med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om Finansloven 2025.

I indledningen til aftalen står bl.a. at “Med finanslovforslaget blev der prioriteret midler til at gøre den grønne trepart til virkelighed. Det er godt på vej med Aftale om Implementering af et Grønt Danmark af november 2024, som skal facilitere en bæredygtig omstilling af Danmarks arealer samt fødevareproduktion, som både reducerer udledningen af drivhusgasser, gavner det danske vandmiljø, bidrager til bedre vilkår for natur og biodiversitet samt understøtter, at Danmark også i fremtiden kan have et konkurrencedygtigt landbrugs- og fødevareerhverv med attraktive erhvervspotentialer og arbejdspladser. Der er i tillæg hertil prioriteret midler til en række vigtige prioriteter på klima- og miljøområdet.”

I aftaleteksten står der følgende om tre nye tiltag på miljøområdet:

Servicefradrag for reparation af hårde hvidevarer (side 9)

Regeringen og aftalepartierne er enige om at udvide det eksisterende servicefradrag med reparation af hårde hvidevarer i hjemmet i 2025-2027 for at fremme reparationer og cirkularitet. Der prioriteres 15 mio. kr. årligt i 2025-2027 til udvidelsen af servicefradraget. Der er tale om en udmøntning med partierne bag aftalen om finansloven for 2024 af en pulje til cirkulær økonomi mv. afsat på finansloven for 2024.

Partnerskab for takeaway-emballage (side 9)

Regeringen og aftalepartierne er enige om, at der indgås et partnerskab mellem Miljø- og Ligestillingsministeriet og relevante interessenter, fx genbrugsvirksomheder, kommuner, brancheforeninger, pantsystem, restauranter mv. Partnerskabet tilknyttes et sekretariat, der placeres hos en af aktørerne, og som vil modtage et tilskud på 5 mio. kr. årligt i 2025-2027. Partnerskabet skal bl.a. identificere udfordringer, anvise konkrete muligheder for at indføre pant-og retursystemer for fx plastkopper mv. som i projektet ”REUSEABLE” i Aarhus Kommune, harmonisere og standardisere design af genbrugsemballage og -systemer og erfaringsudveksle om forbrugeradfærd.

Der prioriteres 5 mio. kr. årligt i 2025-2027 til partnerskabet for takeaway-emballage. Der er tale om en udmøntning med partierne bag aftalen om finansloven for 2024 af en pulje til cirkulær økonomi og midler afsat til handlingsplan for reparationer afsat på finansloven for 2024.

National handlingsplan for tekstiler (side 10)

Regeringen og aftalepartierne er enige om, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for tekstiler, som kan bidrage til at sætte retning for en bæredygtig udvikling i tekstilindustrien.

Initiativet indebærer bl.a. et tilskud til det frivillige sektorsamarbejde om tekstiler, som kan forpligtes til konkrete leverancer, herunder fx identifikation af mulige bæredygtighedskrav i EU, undersøgelse af, hvordan miljøaftrykket fra offentlige tekstilindkøb kan reduceres, forslag til en model for indsamling og behandling af tekstilaffald ift. kommende EU-krav og inspirationsmateriale om reparation af tekstiler til undervisere. Det frivillige sektorsamarbejde kan bl.a. forberede grundlaget for den danske implementering af et udvidet producentansvar for tekstiler, som ventes i det reviderede affaldsrammedirektiv.

En national handlingsplan for tekstiler kan derudover indebære en informationskampagne målrettet borgere og virksomheder om, hvordan det danske forbrug af tekstiler kan nedbringes, og hvordan tekstilaffald kan genanvendes bedre gennem adfærdsændringer samt eksisterende indsatser vedrørende handel på onlineplaforme. Handlingsplanen skal endvidere ses i sammenhæng med en styrket kontrolindsats i Sikkerhedsstyrelsen med produkter fra onlineplatforme.

Udmøntning af midlerne sker efter aftale med aftalepartierne på baggrund af et konkret oplæg fra regeringen. Der afsættes 10 mio. kr. i årligt i 2025-2028.

Statslige årsværk og politisk prioriteret opgavebortfald

Regeringen og aftalepartierne er enige om at gennemføre politisk prioriteret opgavebortfald svarende til godt 1.000 statslige årsværk i 2025 og noterer sig, at der med den politiske aftale om finansloven for 2025 ikke afsættes nye bevillinger til nye statslige årsværk. Der er udarbejdet en oversigt i et appendiks over alle forslag til politisk prioriteret opgavebortfald på FL25, som bl.a. omfatter følgende (idet det dog nævnes, at henvendelser om de konkrete forslag til politisk prioriteret opgavebortfald skal rettes til det relevante ministerium):

Miljøministeriet og til dels Ministeriet for Grøn Trepart skal spare 51 årsværk - fordelt på 10 grupper/rækker i oversigten inkl. Nedjustering i Miljøstyrelsens indsats vedr. grønne indkøb samt Effektiviseringer ifm. klassificering af affald.

Fødevareministeriet skal spare 120 årsværk - fordelt på 12 grupper/rækker i oversigten inkl. Tilpasning af indsatser vedrørende madspild, gastronomi og madkultur.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal spare 42 årsværk - fordelt på 8 grupper/rækker i oversigten inkl. Fokusere og reducere det generelle tilsyn fra Forsyningstilsynet med el-, gas-, varme- og affaldsområdet, Reducere Forsyningstilsynets analyseopgaver samt Fokusere samt Reducere Forsyningstilsynets tilsyn med fjernvarmesektoren.

 

Find Finansministeriets pressemeddelelse “Aftale om finansloven for 2025 med fokus på velfærd, grøn omstilling og uddannelse” fra 22. november 2024 her - hvor der er link videre til aftaleteksten og diverse faktaark mv..

Læs evt. Dakofas nyhed “Erfaringer med genbrug af plastkopper og -krus i Aarhus til takeaway” fra den 20. september 2024 her

Relaterede nyheder