Møde 25. september 2013
På seneste møde i Teknisk Råd blev nye samarbejdsformer mellem den offentlige og den private sektor udnævnt som et vigtigt fokusområde, og der var stor interesse fra medlemmer af Rådet om at DAKOFA tager en aktiv rolle i at facilitere dialogen mellem den private og offentlige sektor.
Derudover efterspurgte Miljøstyrelsen på mødet input fra Rådet angående muligheder for nye samarbejdsformer i relation til f.eks. etablering af centralsorteringsanlæg, hvor genanvendeligt erhvervs- og husholdningsaffald kan sorteres.
På baggrund af denne opfordring nedsattes en sub-gruppe under Teknisk Råd, bestående af Rådets kommunale og private aktører. Dette arbejde viste sig at føde input direkte ind i Miljøstyrelsens partnerskab for et projekt vedrørende centralsorteringsanlæg, som nu også faciliteres af DAKOFA. Dette arbejde kører i Partnerskabets regi mellem Miljøstyrelsen og to regioner.
På baggrund af ovenstående synergi vil der derfor på dette møde i Teknisk Råd bl.a. blive præsenteret muligheder for offentligt-privat-samarbejde baseret på task-force-mødet samt møde i DAKOFAs juranetværk.
Endelig, med en forventning om at ressourcestrategien vil være i høring, når dette møde finder sted, vil mødet ligeledes indeholde en præsentation fra Elisabeth Wolstrup Gadegaard vedrørende regeringens tanker om økonomisk satsning inden for fokusområderne i strategien. Regeringen har i deres forslag til finanslov afsat 800 millioner kroner til det grønne område for de næste 4 år, hvor nogle af disse penge skal bruges til at stimulere en øget genanvendelse i Denmark.
Hvordan man bedst stimulerer en øget genanvendelse vil blive sat til diskussion i en kort workshop samtidig med at vi gerne vil høre Rådets bud på ”hvordan man får mest ressourceeffektivitet, grøn vækst og innovation for pengene? ”