Hvornår 19. april 2016
kl. 10:00 - 14:00
Hvor
Møde

Møde 19. april 2016

2 identiske møder i netværket for kommunikation afholdes henholdsvis d. 11. april 2016, kl, 10.00-14.00 i DAKOFAs lokaler hos B!NGS, Vesterbrogade 149, bygn. 8, 4. sal og d. 19. april 2016, kl, 10.00-14.00 hos Vejle Kommune, Økolariet, Dæmningen 11, 7100 Vejle.

DAKOFA’s netværk for affaldskommunikation har i forbindelse med en revitalisering af netværket afholdt årets første regionale møde i Vejle. Revitaliseringen går ud på, at der etableres to regionale og mindre netværk i hhv. Jylland og på Sjælland, hvor der er fokus på god tid til erfaringsudveksling og videnspredning.

Temaet var ”affaldssorteringsvejledninger”. Frederiksberg kommune havde indsamlet eksempler på sorteringsvejledninger, som blev gennemgået og som var udgangspunkt for en livlig diskussion blandt deltagerne.

Særligt brugen af ”Ja Tak til…. og Nej Tak….” budskaber i vejledningerne var på dagsordenen, hvor bl.a. ”Nej Tak til ….” blev foreslået erstattet af en handlingsanvisning for, hvad man skal gøre med det affald, som ikke må komme i affaldsbeholderen f.eks. pizzabakken. Et alternativ til sorteringsvejledninger kunne være en situationsguide, hvor udgangspunktet bliver taget i ”hvad skal du gøre med dit affald i forskellige situationer”. Der mangler generel viden om, hvad folk læser og målinger eller observationer. Det blev drøftet om, der kunne hentes viden fra adfærdsstudier, som bruges til f.eks. reklamer.

Forskellige distributionskanaler blev ligeledes drøftet, men også mangler der viden og erfaringstal. Sociale medier som Facebook er et godt medie at bruge, fordi folk hjælper hinanden, men det kræver sagsbehandling. E-boks kan også fungere, men her skal man være opmærksom på, at nogle er fritaget for e-boks og link’s måske ikke virker. Direkte dialog og doorstepping virker. Silkeborg kommune har gode erfaringer med vejbesøg.

Endvidere blev sammenhængen mellem det, der kommunikeres og den konkrete affaldsindsamling (driften) samt overensstemmelse mellem affaldssystemet i køkkenet og udenfor vendt. Ofte passer tingene ikke sammen og borgernes oplevelser stemmer ikke med det, der kommunikeres f.eks. "vi vil rigtig gerne have dine sorterede affaldsressourcer, men beholderen er altid overfyldt". Dermed sendes modstridende signaler. En anden problemstilling, som er svær at kommunikere er, at plastik ikke altid er plastik og pap ikke altid er pap. Typisk må pizzabakken ikke smides i papcontaineren, men for borgeren er pizzabakken jo pap!

Aktiviteter

  • 11. maj 2016 afholdes møde hos Jammerbugt kommune om Kl’s projekt om ensartet mærkning. Kontakt Pernille Hagen, Jammerbugt kommune, hvis du vil med.
  • Frederiksberg kommune har 8 affaldsguider, som bruges til direkte dialog med borgerne. Kontakt Anne-Mette Thorup, Frederiksberg kommune for mere information.
  • Århus kommune erfaringer med en (mobil) ”pølsevogn”, hvor borgerne kan aflevere alle affaldsfraktioner. Kontakt Sofie Schousboe, Århus kommune for mere information.
  • Vær opmærksom på Miljøstyrelsens sparringsforum på www.geanvend.mst.dk, hvor der kan erfaringsudveksles.
  • Public Funk afholder kursus i Funktionel kommunikation. Første modul den 6. oktober 2016. Se mere på DAKOFA’s hjemmeside her.