Hvornår 09. december 2025
kl. 10:00 - 15:00
Hvor Dakofa
Vesterbrogade 149, bygning D, 4. sal
1620
Møde

Møde 09. december 2025

Dakofas Netværk for Cirkulære Tekstiler afholder møde d.9. december 2025, kl. 10.00-15.00 i Dakofas lokaler (Der serveres kaffe fra kl. 9.30 til 10.00).

På dette møde får vi først et indblik i visionen og de indledende idéer til indsatsområderne under den nationale handlingsplan for tekstiler. Initiativet udspringer af Finansloven for 2025, hvor der blev afsat 10 mio. kr. årligt i perioden 2025-2028 til arbejdet med handlingsplanen.

Formålet er blandt andet at udvikle løsninger, der kan reducere tekstilproduktion og -forbrug, styrke konkurrencedygtige cirkulære forretningsmodeller, fremme et effektivt marked for tekstilaffald samt øge udbredelsen af cirkulære kompetencer og færdigheder. På mødet får vi en kort orientering fra det sekretariat, der i de kommende tre år skal drive indsatsen.

Dernæst dykker vi ned i dagens tema om den aktuelle markedssituation – særligt for tekstiler indsamlet til genbrug. Vi begynder med erfaringerne fra Sverige, hvor de nye regler for separat indsamling trådte i kraft den 1. januar 2025 og blev justeret den 1. oktober 2025. Her får vi også et indblik i markedssituationen for afsætning af både brugte tekstiler og tekstilaffald.

Herefter drøfter netværket de gældende regler for transport af tekstiler indsamlet til genbrug versus tekstilaffald samt de kommende sorteringskrav i affaldsdirektivet. I forlængelse heraf får vi et overblik over, hvordan genbrugsmarkedet ser ud lige nu, og hvordan en række genbrugsaktører forventer, at markedssituationen vil udvikle sig.

Afslutningsvis præsenteres resultaterne fra sorteringsforsøg udført hos BOFA og AffaldPlus. Forsøgene er gennemført som led i projektet One Textile Direction.

En detaljeret dagsorden kan downloades til venstre på siden.