Renovering af enfamiliehuse fremfor "riv ned og byg nyt"

Projektet IGENBO har udgivet en række faktatjek om myterne ved at renovere fremfor at rive ned og bygge nyt

Et velkendt udsagn om byggeriets klimaaftryk er fra Regeringens Klimapartnerskaber og går på, at udledningen af drivhusgasser udgør ca. 30 pct. af de samlede udledninger i Danmark, fordelt på 20 pct. fra opvarmning og drift af bygninger og 10 pct. fra produktion af byggematerialer samt byg­ge- og anlægsprocessen. Derfor kan vi spare på både CO2-udledning og ressourceforbrug, hvis flere enfamiliehuse bliver renoveret og transformeret, fremfor at blive revet ned og at ejerne bygger et nyt.

IGENBO er et forsknings- og formidlingsprojekt, der undersøger tendensen til at nedrive enfamiliehuse fremfor at renovere dem. IGENBO er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, BUILD (Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet) og rådgivningsvirksomheden Responsible Assets. Projektet er finansieret af Forenet Kredit.

Formålet med projektet er at undersøge hvorfor 1.100 enfamiliehuse rives ned årligt, at give boligejere et bedre beslutningsgrundlag og at fremme anvendelse af eksisterende bygninger. Der er 1,1 mio. enfamiliehuse i Danmark og de udgør den største bygningskategori.

Det fremgår, at der nedrives knapt 500.000 m² bygningsareal om året, hvoraf enfamiliehuse udgør den største kategori med 150.000 m². Det lader til, at der er en stigende tendens til at nedrive enfamiliehuse, da der før 2015 blev revet ca. 500 huse ned om året, men at det er steget til 1.100 efter 2015.

Projektet har udgivet en rapport og fem faktatjek, som adresserer fem centrale myter om renovering:

  • Klimabelastningen er mindre ved nedrivning og nybyg end ved renovering
  • Der er økonomisk gevinst ved at rive ned og bygge nyt fremfor at renovere
  • Ældre huse er svære at renovere
  • Huse fra 1960’erne og 1970’erne er kedelige og mørke
  • Renovering er svært at gennemskue

I rapporten konkluderes det, at:

  • Der mangler politisk fokus og lovgivning, der sikrer bevaring af flere enfamiliehuse
  • Renovering fremstår ikke tilstrækkeligt attraktivt
  • Boligkøber mangler adgang til viden og vejledning
  • Der mangler tilbud med fokus på renovering, fx at
    • håndværkere kan markedsføre renovering
    • ejendomsmæglere kan vise, hvordan et hus ser ud i renoveret stand, og hvordan det påvirker CO2-aftryk, ressourcer og økonomi
    • banker kan anspore til renovering gennem långivning.

Rapporten indeholder også anbefalinger til tiltag.

I Introduktions-faktatjekket er en række interessante data:

  • På landsplan er flere end syv ud af ti (72 pct.) af de huse, der rives ned, opført i perioden 1900-1972. 4 pct. af huse, der er opført fra 2007 og frem, bliver revet ned.
  • Den gennemsnitlige levetid for de nedrevne huse er 85 år. Husene i hovedstadsregionen har kortest levetid, her er det typisk ”nyere” huse fra 1960’erne og 1970’erne, der rives ned.
  • Over halvdelen (55 pct.) af de huse, der rives ned, er mindre end 100 m2. Det er en væsentlig overrepræsentation, da de små huse kun udgør lidt mere end hver tiende. (11 pct.) enfamiliehus.
  • Otte ud af ti af de nedrevne huse har energimærke E-G.

Læs mere
Teknologisk Institut, IGENBO - På vej mod en mindre klimabelastende boligkultur

Relaterede nyheder