Vil emballageforordningen medføre unødigt bureaukrati og administrative byrder for erhvervslivet?
Miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke har svaret på spørgsmål nr. 129 stillet i Folketingets Erhvervsudvalg den 12. februar 2025 efter ønske fra Betina Kastbjerg (DD).
Spørgsmålet lyder:
”Hvordan vil ministeren sikre, at implementeringen af EU’s nyligt vedtagne emballageforordning ikke resulterer i unødigt bureaukrati og administrative byrder for erhvervslivet, særligt for små og mellemstore virksomheder?”
Ministerens svar lyder som følger:
“Emballageforordningen er for nyligt vedtaget i Rådet og skal være implementeret senest den 12. august 2026. Emballageforordningen skaber ensartede europæiske emballageregler og styrker derved det indre marked samt mindsker emballagers klima- og miljøaftryk. Emballageforordningen sikrer også, at kravene til det udvidede producentansvar for emballage harmoniseres på tværs af EU. Regeringen har endnu ikke taget stilling til, hvordan forordningen skal implementeres i Danmark. Muligheden for at begrænse de erhvervsøkonomiske omkostninger for bl.a. små og mellemstore virksomheder vil naturligvis indgå i regeringens overvejelser.”
Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.