Udvinding af fosfor fra renseanlæg i Europa
Svenskt Vatten har netop udgivet en rapport med en opsamling fra en konference i oktober, hvor der var fokus på udvikling af den tyske og schweiziske lovgivning om spildevandsslam fra kommunale renseanlæg. Rapporten resumerer også flere konferenceoplæg om teknologier til at udvinde fosfor fra spildevandsslam.
Tyskland vedtog en ny slambekendtgørelse i september 2017 med krav om udvinding af fosfor fra spildevandsslam, som indeholder med mere end 2 % fosfor i tørstoffet (normalt indhold er 3-4 % P). Der skal udvindes mindst 50 % af fosforen mhp. genanvendelse, og hvis slammet brændes, skal mindst 80 % af fosforen udvindes. Slamforbrænding er meget udbredt i Tyskland. Kravene gælder for alle renseanlæg over 50.000 PE - svarende til 66 % af alt kommunalt spildevand i Tyskland - og skal være opfyldt inden 15 år. Mindre renseanlæg vil fortsat have mulighed for at udbringe (kvalitetskontrollet) slam på landbrugsjord uden at fosfor skal udvindes særskilt.
Schweiz har forbud mod at anvende spildevandsslam til jordbrugsformål og brænder derfor slammet. De er inspireret af den nye tyske lovgivning og ser på, hvordan de kan ændre deres lovgivning for at få genanvendt fosforen i spildevandsslammet.
En håndfuld af teknologier blev gennemgået på konferencen, og de varierer fra laboratorieskala, til pilot- og demonstrationsskala og enkelte findes i fuldskala. En figur i den svenske rapport stammer fra fra en stort, afsluttet EU-projekt, P-Rex. Denne figur giver et godt overblik over de fleste teknologier til at udvinde fosfor fra spildevand og spildevandsslam.
Omkostningerne ved de forskellige teknologier til fosforudvinding varierer meget. En opgørelse offentliggjort i Water Science & Technology i 2017 beregner meromkostningerne til den dyreste fosforudvindingsteknologi til 3 % i forhold den gennemsnitlige omkostning til spildevandshåndtering i Tyskland (92 EUR/person årligt).
Struvit-processen med indvinding af fosfor fra vandfasen blev ikke nærmere gennemgået på konferencen. Struvit-teknologierne anvendes i fuldskala på mange renseanlæg i dag, fx på renseanlæg i Aarhus, Herning og Helsingør. En væsentlig, positiv ”sideeffekt” ved implementering af struvit-teknologierne er færre problemer med udfældninger og blokerede spildevandsledninger internt på renseanlægget.
’Fosforåtervinning i Europa. Rapport från European Nutrient Event 2017. Svenskt Vatten Utveckling, Rapport nr. 2018-2’ kan hentes her.
Den nye tyske slambekendtgørelse (AbfKlärV) fra september 2017, inkl. en omtale på engelsk, kan findes her.
Biofos m.fl. arbejder som del af et stor udviklingsprojekt VARGA på renseanlægget i Avedøre også med at udvinde fosfor fra slamaske, se en beskrivelse her.