Udvikling af bio-produkter – søg støtte inden 31. maj og 30. august

Små og mellemstore virksomheder kan opnå støtte til innovationssamarbejde med primært en vidensinstitution eller et GTS-institut, sekundært en anden virksomhed. Samarbejdet skal støtte produktudvikling på basis af organiske materialer og biologiske systemer. Bemærk, at den sene ansøgningsfrist kan bortfalde, hvis der er mange gode ansøgninger til 31. maj.

Innovationspuljen i Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions er nu åben for ansøgninger om støtte til innovationssamarbejder for at styrke samarbejdet virksomheder imellem og for at knytte dem tættere sammen med stærke danske forskningsmiljøer.

Biosolutions defineres som løsninger, der er baseret på teknologisk udnyttelse af organiske råmaterialer og biologiske systemer til udvikling og produktion af forskellige produkter. Det omfatter bl.a. bioraffineringsteknologier og understøttende teknologier til forbedring af produktion baseret på organiske inputmaterialer.

Der støttes udvikling og test af nye innovative løsninger, der styrker de deltagende virksomhedernes internationale konkurrenceevne. De erhvervsrettede projekter skal involvere innovationssamarbejder, hvor der udvikles/testes egentlige løsninger, koncepter eller prototyper. Projekterne skal kunne afsluttes senest 30. juni 2026.

Krav til partnerskabet

  • Partnerskabet skal involvere minimum to partnere.
  • Hovedansøger skal være en SMV.
  • De øvrige partnere kan være andre SMV’er, store virksomheder og/eller videninstitutioner.
  • Partnere skal have et dansk CVR-nummer.

Der kan ansøges op til 1 mo. kr. i totalbudget per projekt. Støtteprocenten i projekterne er 50% - resten af budgettet skal udgøres af privat medfinansiering i form af dokumenterede timer. Virksomheder må maximalt modtage 50% i støtte og videninstitutioner 100% (den totale støtte i projektet kan ikke overstige 50%).

Eksempler på mulige samarbejder, som kan søge støtte

Innovationssamarbejderne skal ligge inden for en faglige ramme, der fokuserer på områder med konkrete udviklingspotentialer og udfordringer, eksempelvis:

  • Råvarevalg, - udvikling, - produktion og – kvalitet, herunder bl.a.
    • Analyse, håndtering og behandling af biostrømme, så de kan indgå i biosolutionsprocesser.
  • Bæredygtighed:
    • Klima: Nye produkter skal have et optimalt klimaaftryk. Derfor vil det være essentielt, at der kan laves realistiske og solide vurderinger af produkters og processers klimaaftryk og udvikling på baggrund heraf for at forbedre dette.
    • Cirkularitet: Der er behov for fokus på anvendelse af affalds- og sidestrømme, både som input til produktion, men også under/efter egen produktion med fokus på optimal kaskadeudnyttelse.
    • Reduktion af spild: Udvikling af produkter eller løsninger, der f.eks. forlænger holdbarheden af fødevarer eller på anden vis reducerer spild i forskellige værdikæder.
    • Miljø: Udvikling af nye bio-baserede produkter og løsninger, der er mere miljøvenlige end de fossilt baserede, som er gængse på markedet i dag.
  • Bioraffinering:
    • Ny eller forbedret raffinering af bioressourcer, f.eks. sidestrømme fra eksisterende landbrugs – eller fødevareproduktion og processtrømme fra anden industri.
    • Udvinding af højværdiprodukter fra bioressourcer som f.eks. alternative proteiner, polyfenoler, m.fl. og forbedring af eksempelvis fordøjelighed eller andre egenskaber.
    • Udvikling af teknologier til forbedring af energieffektivitet, logistik, lagerstabilitet eller andet i eksisterende processer eller produkter.
  • Markedsudvikling og forbrugeraccept:
    • Forbrugeraccept af nye biosolutionsprodukter. Udvikling og test af produkter, der matcher eksisterende forbrugerpræferencer i forhold til funktionalitet og egenskaber.
    • Opbygning af viden om, hvordan markeds- og forbrugerpræferencer kan udvikles, så der opnås en hurtigere markedspenetrering.
  • Kerneprocesser og forarbejdning:
    • Råvarer forarbejdes ved brug af biosolutions til færdige produkter i en række sammenhængende upstream og downstream processer. De enkelte processer består af mange enhedsoperationer og reaktioner, som alle spiller en rolle for det færdige produkt. Et væsentligt element i innovation indenfor biosolutions er udvikling af nye og bedre processer og teknologier, som skaber fundamentet for helt nye produkter og mere effektiv produktion.
  • Udvikling, valg og test af mikrobiologiske produktionsorganismer til fermentering:
    • (se opslaget)
  • Digitalisering af biosolutions:
    • (se opslaget)

Der er ansøgningsfrist den 31. maj og 30. august. Bemærk, at puljen er åben så længe, der er projektmidler tilbage, og deadline 30. august kan bortfalde, hvis der er mange gode ansøgninger til 31. maj.

Læs mere og find ansøgningsmaterialerne på Food & Bio Cluster Denmark's hjemmeside her

Støttemidlerne finansieres af bevillingerne til Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions (læs evt. mere om erhvervsfyrtårnene i Dakofas nyhed her)

Relaterede nyheder