Udkast til ny EU forordning om emballage og emballageaffald offentliggjort
EU-Kommissionen har netop offentliggjort deres udkast til et revideret direktiv om emballage og emballageaffald som en ny forordning om emballage og emballageaffald. Kommissionen skriver i deres pressemeddelelse bl.a. at:
- Det overordnede mål er senest i 2040 at have mindsket emballageaffaldet med 15 % pr. medlemsstat pr. indbygger sammenholdt med 2018. Dette vil føre til en samlet affaldsreduktion i EU på godt 37 % i forhold til, hvis lovgivningen ikke var blevet ændret. Det vil ske gennem både genbrug og genanvendelse
- For at fremme genbrug eller genopfyldning af emballage, som gradvist gennem de seneste tyve år er blevet mindre, vil virksomhederne skulle tilbyde en vis procentdel af deres produkter til forbrugerne i genbrugsemballage eller genopfyldelig emballage, f.eks. takeaway drikkevarer og måltider eller e-handelsleverancer. Der vil også være en vis standardisering af emballageformater og klar mærkning af genbrugsemballage
- For at håndtere helt unødvendig emballage vil visse former for emballage blive forbudt, f.eks. engangsemballage til fødevarer og drikkevarer, når de indtages i restauranter og caféer, engangsemballage til frugt og grøntsager, miniature shampooflasker og anden miniatureemballage på hoteller
- Mange foranstaltninger har til formål at gøre emballage fuldt ud genanvendelig senest i 2030. Dette omfatter fastsættelse af designkriterier for emballage, indførelse af obligatoriske pantsystemer for plastflasker og aluminiumsdåser og klare regler for, hvilke meget begrænsede emballagetyper skal være komposterbare, så forbrugerne kan smide disse til bioaffald
- Der vil også være obligatoriske andele af genanvendt indhold, som producenterne skal medtage i ny plastemballage. Dette vil bidrage til at gøre genanvendt plast til et værdifuldt råmateriale — som det allerede fremgår af eksemplet med PET-flasker i forbindelse med direktivet om engangsplast.
Kommissionen har også offentliggjort en ny meddelelse om EU's politiske rammer for biobaseret, bionedbrydelig og komposterbar plast. I pressemeddelelsen skriver kommissionen bl.a. at:
- Biomasse, der anvendes til produktion af biobaseret plast, skal tilvejebringes på en bæredygtig måde ... producenterne bør prioritere anvendelsen af organisk affald og biprodukter som råvare. ... Når producenterne kommunikerer om biobaseret indhold, bør de henvise til den nøjagtige og målbare andel af det biobaserede plastindhold i produktet (f.eks.: "dette produkt indeholder 50 % biobaseret plast").
- Bionedbrydeligt plast må på ingen måde være en undskyldning for at henkaste sit affald. Det skal også mærkes .. [med], hvor lang tid det tager at bionedbrydes, under hvilke omstændigheder og i hvilket miljø. Produkter, der sandsynligvis vil blive henkastet, herunder dem, der er omfattet af direktivet om engangsplast, kan ikke hævdes at være eller mærkes som bionedbrydelige.
Find kommissionens pressemeddelelse om det nye udkast til en "Forordning om emballage og emballageaffald" og om bioplast-meddelelsen her.
Se kommissionens Forslag til en revision af EU-lovgivningen om emballage og emballageaffald (pt. ikke på dansk).
Se kommissions meddelelse EU's politiske ramme for biobaseret, biologisk nedbrydeligt og komposterbart plast (pt. ikke på dansk).
Se kommissionens Spørgsmål og svar om emballage og emballageaffald.
Se kommissionens Spørgsmål og svar om biobaseret plast.
Se kommissionens Faktablad om emballage og biobaseret plast (pt. ikke på dansk).
DAKOFA vil indenfor kort tid skrive mere om indholdet i den nye "emballageforordning", og vi afholder et hybrid-seminar "Revisionen af emballage- og emballageaffaldsdirektivet – de første reaktioner på forslaget" den 13. december 2022 - se mere her.
Kommissionen har også d.d. offentliggjort et forslag til en forordning om etablering af en EU-certificeringsramme for kulstoffjernelse. Se DAKOFAs nyhed om dette forslag her.