To ministre svarer på spørgsmål vedrørende overtrædelse af færdselsloven
Transportudvalget har i brev af 24. april 2025 stillet Transportminister Thomas Danielsen (V) følgende spørgsmål. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF) og Nick Zimmermann (DF).
Spørgsmål nr. 340:
”Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at kommunale skiltninger og færdselszoner indrettes, så nødvendige forsynings- og servicefunktioner ikke hindres unødigt, jf. dom afsagt ved Københavns Byret den 28. marts 2025 i sag SS 80-22355/2024, hvor en skraldemand frifindes for anklage om overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udført arbejde?”
Hertil svarer Transportministeren:
"Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke forholder mig nærmere til den konkrete domsafgørelse, men helt overordnet noterer mig, at medarbejderen er frifundet i den nævnte afsagte dom.
Affaldstømning er en opgave som er kritisk for vores samfund. I og med, at det er kommunerne som vejmyndighed, der indretter de kommunale veje, må det også være i kommunernes interesse at indrette vejene således, at det er muligt for renovationskøretøjerne at standse for afhentning af affald.
Kommunen kan med politiets samtykke træffe beslutning om standsning og parkering efter gældende regler i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1. Kommunen kan herudover træffe beslutning om standsning og parkering, som alene udvider det område, hvor der lovligt kan parkeres eller standses ved lokal bekendtgørelse, jf. § 92 c, stk. 4.
Kommunerne har således allerede de juridiske værktøjer til at sikre ordentlig skiltning, standsning mv., og så vidt jeg kan se, har kommunerne også de rette incitamenter, da alle har interesse i, at det er muligt at afhente affald på en forsvarlig måde. På den baggrund agter jeg ikke, at tage yderligere initiativer."
Spørgsmål til Beskæftigelsesministeren
Transportudvalget har i brev af 24. april 2025 stillet følgende spørgsmål til Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt og Nick Zimmermann (DF).
Spørgsmål nr. 346
”Hvordan vurderer ministeren, at arbejdsforholdene påvirkes for skraldemænd, når de risikerer bøder og retssager for at udføre deres arbejde jf. dom afsagt ved Københavns byret den 28. marts 2025 i sag SS 80-22355/2024, hvor en skraldemand frifindes for anklage om overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udført arbejde?”
Hertil svarer ministeren:
"Jeg har fuld forståelse for, at det kan være en udfordring at udføre og tilrettelægge arbejdet på befærdede strækninger.
Til besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Arbejdstilsynet, der oplyser følgende:
”Arbejdsmiljøloven stiller krav om, at det skal være sikkerheds og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at gå på arbejde. Efter arbejdsmiljøloven er det arbejdsgivers pligt at sikre, at de ansatte kan udføre arbejdet sikkerheds og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det vil bl.a. indebære, at arbejdsgiver skal sikre, at placering og parkering af arbejdskøretøjer i forbindelse med de ansattes arbejde i trafikken, kan ske uden risiko for, at de ansatte bliver påkørt.
Det er færdselsmyndigheden, der fører kontrol med og giver bøder ved overtrædelse af færdselslovgivningen. Arbejdsmiljøloven forholder sig ikke til, hvem der har ansvar og pligter i forhold til færdselslovgivningen, og forholder sig ikke til, hvem der skal betale bøder ved overtrædelse af denne lovgivning.”
Jeg henholder mig til oplysningerne fra Arbejdstilsynet.
Til den videre besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Transportministeriet, der bemærker følgende:
”Kommunerne vil i indretningen af deres veje skulle indtænke, at det på den ene side er muligt for renovationskøretøjerne nemt og problemfrit at standse for afhentning af affald og på den anden side sikre hensynet til fremkommeligheden og trafiksikkerheden. Den afvejning, og dermed den konkrete indretning af de kommunale veje, ligger hos kommunerne. Jeg kan i forlængelse heraf henvise til min besvarelse af TRU alm. del spørgsmål 340 af den 21. maj 2025.”
Jeg henholder mig til oplysningerne fra Transportministeriet."
Desuden har Transportudvalget i brev af 24. april 2025 stillet Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (A) følgende spørgsmål. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt og Nick Zimmermann (DF).
Spørgsmål nr. 347:
”Er det foreneligt med at anstændigt arbejdsmiljø, at medarbejdere i renovationsbranchen skal møde i retten som tiltalte for arbejdsrelateret kørsel, jf. dom afsagt ved Københavns Byret den 28. marts 2025 i sag SS 80/22355/2024, hvor en skraldemand frifindes for anklage om overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udført arbejde?”
Hertil svarer Beskæftigelsesministeren:
"Som beskæftigelsesminister er jeg meget optaget af, at det netop skal være sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark. Af arbejdsmiljøloven fremgår det, at det er arbejdsgivers pligt at sikre, at arbejdet kan udføres efter arbejdsmiljølovens regler og i overensstemmelse med bestemmelser om arbejdsmiljøforhold.
I forhold til den konkrete sag fra Københavns Byret, som refereres til, kan jeg henvise til transportministerens svar på alm. del spørgsmål nr. 340 (samling 2024-25)."