Tekstiler, der både gavner klimaet og forretningen?
Mere specifikt kigger den nye undersøgelse nærmere på, hvilke udfordringer og muligheder, som mode- og beklædningsvirksomheder møder, når de arbejder med at opfylde klimamål gennem materialevalg og -strategier samt hvilken effekt deres valg vil have på den fremtidige indtjening. Udgangspunktet for undersøgelsen er en erkendelse af, at op til to tredjedele af virksomhedernes samlede klimaaftryk kan være et udslag af netop deres materialevalg, men også, at der ikke er noget entydigt svar på, hvad hverken ”mest bæredygtige” eller ”foretrukne” materialer er, når det handler om klimagasudledninger.
Baseret på de fem materialegrupper, der tilsammen tegner sig for det største klimagasaftryk i industrien, nemlig bomuld, uld, læder, menneskeskabte cellulosefibre og syntetiske materialer, har man derfor i stedet udarbejdet et såkaldt materialemanifest, der er rettet mod netop mode- og beklædningsvirksomheder og som består af seks grundprincipper:
- Invester i, og integrer, fuld sporbarhed i værdikæden med henblik på at nedbringe risici og på at forstå materialernes påvirkning
- Anvend en videnskabsbaseret tilgang for at forbedre beslutningstagning og tilgodese interessenter.
- Diversificér materiale-portfolioen for at sprede risici og fremtidssikre produktionen
- Lav en business case der skaber en trible-win – for brands, forsyningskæde og for naturen
- Forstå at værdikæderelationer vil være afgørende for virksomhedens fremtid. Brug tid og energi på at pleje dem.
- Sørg for, at viden, værktøjer og incitamenter er forankret gennem hele virksomheden
Ifølge forfatterne bag rapporten og manifestet bliver det afgørende, at mode- og beklædningsvirksomheder bekender sig til dette manifest allerede nu, hvis de vil sikre sig virksomhedens overlevelse. Til gengæld forudser de også, at der kan være betydelige økonomiske og klimamæssige gevinster at hente, hvis virksomhederne kommer hurtigt i gang.
Ud over selve manifestet byder rapporten også på en række overvejelser omkring den kommende regulering inden for området, udbud og efterspørgsel inden for bl.a. konventionelle, fornybare og genanvendte materialer samt eksempler på strategier for forskellige typer af brands.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem Boston Consulting Group, Textile Exchange og Quantis.
Læs mere
Du kan finde hele rapporten ”Sustainable raw materials will drive profitability for fashion and apparel brands” her.