Sverige: Tiltag for at nå EUs mål om 55 % genanvendelse af plastemballage
06. november 2025

Sverige: Tiltag for at nå EUs mål om 55 % genanvendelse af plastemballage

Genanvendelsen af plast var 25 % i 2022*, så der er behov for flere tiltag. Nye sorteringsanlæg, eftersorteringsanlæg af restaffald, højere gebyrer og mere sortering af erhvervsaffald er nogle af dem.

Näringslivets Producentansvar, der er en godkendt producentansvars-organisation, har udgivet en rapport, hvor man undersøger, om Sverige kan forventes at opfylde EU's mål for genanvendelse af emballager i 2030 med de tiltag, der allerede er gennemført, samt dem, der med rimelighed kan gennemføres frem til 2030. Rapporten gennemgår status for flere emballagematerialer og beskriver de foreslåede tiltag, men her fokuseres på plast, da det ser ud til at være Sveriges største udfordring for at nå målet for plast.

Emballage af:Samlet genanvendelse, 2022HusholdningerErhvervEU mål, 2030
Plast25 %*21 %33 %55 %
Papir og pap76 %59 %83 %85 %
Glas86 %--75 %
MetalGenanvendelsesgraderne ligger langt over målene--60% aluminium
80% jern
TræN/A--30%

*I Naturvårdsverkets, Sveriges återvinning av förpackningar 2023, er den samlede genanvendelse i 2022 på 35 % og 39 % i 2023. Se også note **.

Plast
Af en oversigt over affaldsstrømmene fremgår det, at der i 2022** blev indsamlet 271.000 ton fra husholdninger. Heraf blev 113.000 ton indsamlet til genanvendelse og 158.000 ton blev i restaffaldet (heraf er 9.000 ton er blevet eftersorteret fra restaffaldet). Den reelle genanvendelse vurderes at være 57.000 ton. Fra virksomheder blev der indsamlet 51.000 ton til genanvendelse og 85.000 ton i det brændbare affald. Den reelle genanvendelse vurderes at være 45.000 ton.

Rapporten præsenterer en række tiltag, som enten er taget, er i gang eller kan tages, for at øge genanvendelsen. For hvert tiltag er der beskrevet et best-case og et worst-case scenario. Samlet set viser et best‐case scenario at Sverige kan nå en genanvendelse på ca. 51 % i 2030, dvs. 4 procentpoint under målet. I et worst‐case scenario kan det blive ca. 37 %, dvs. 18 procentpoint under målet.

Blandt de foreslåede tiltag er:

  • Nyt sorteringsanlæg hos Svensk Plaståtervinning (Site Zero) – gennemført
  • Miljøgradueret emballagegebyr for producenter – gennemført
  • Fuld udbygning af husstandsnær indsamling (ca. halvdelen af kommunerne har dette på nuværende tidspunkt)
  • Miljøgraduerede gebyrer i kombination med kommunikationsindsatser
  • Udbygning af eftersorteringsanlæg (2 anlæg)
  • Krav om genanvendelige emballager – i gang
  • Indførelse af kvotepligt [genanvendt indhold] øger efterspørgslen efter genanvendt materiale (krav i emballageforordningen)
  • Indførelse af modtagepladser – i gang
  • Højere gebyrer for plast i erhvervsaffaldet
  • Øget indsamling og genanvendelse i bygge- og anlægssektoren
  • Øget indsamling og genanvendelse i sundhedssektoren
  • Skærpet tilsyn og forhøjede sanktionsafgifter ved fejlsortering

Det miljøgraduerede emballagegebyr for producenters betaling for indsamling og affaldshåndtering er steget betragteligt. Mellem 2022 og 1. juli 2024 er gebyret for at sætte ikke-genanvendelige plastemballager (rød) til husholdninger på markedet steget fra 8,56 SEK/kg til 17 SEK/kg (ca. 11,56 DKK/kg). Gebyret for genanvendelig plast (grøn) er steget fra 5,52 SEK/kg til 11 SEK/kg (ca. 7,50 DKK/kg). Gebyret skal finansieret udrulningen af husstandsnær indsamling i Sverige. De forhøjede gebyrer har medført, at mængden at plastemballage, der er blevet sat på markedet, er faldet, da nogle producenter er blevet mere omhyggelige med beregningen af mængderne. Desuden har en række producenter udfaset deres brug af plast i emballager. Nogle producenter er dog begyndt at anvende materialer, hvor plast og papir er blandet sammen. Rapporten bemærker, at emballagegebyrerne nu er på et sådant niveau, at de påvirker produktpriserne og dermed midlertidigt bidrager til øget inflation.

Free-ridere
Mængden af emballage, der sættes på markedet uden at være tilknyttet et producentansvar, er blevet estimeret (bl.a. gennem affaldsanalyser). Ifølge beregningerne genereres der ca. 38,6 kg plastemballage pr. indbygger om året. Dette stemmer godt overens med de estimater, som for eksempel Tyskland har (38,1 kg plastemballage pr. indbygger om året).

Producenter, som bevidst eller ubevidst ikke opfylder producentansvaret er free-ridere. De nationale myndigheder skal fastsætte sanktioner for overtrædelse Emballageforordningen, der skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. I Sverige er der en bøde på 30.000 svenske kroner for ikke at opfylde producentansvaret. I Frankrig kan der udstedes en bøde på 75.000 euro herfor, og i Tyskland kan der gives bøder på op til 200.000 euro (samt forbud mod fortsat salg af produkter).

Sorteringsanlæg
I 2022 var der et eftersorteringsanlæg af restaffald, som udsorterede 9.000 ton plast. Flere affaldsselskaber er i gang med at planlægge flere anlæg (Stockholm, Linköping og Umeå), som tilsammen forventes at kunne sortere 25 % af den mængde restaffald, der blev genereret i 2022.

Plastaffald fra virksomheder
Plasten håndteres i et frit marked, hvilket har betydet, at en stor del af plasten er blevet brændt, da det er betydelig billigere end at genanvende den. I interview er det nævnt, at det er tre gange dyrere at genanvende plasten fremfor at brænde den.

Der er imidlertid betydelig usikkerhed om, hvor meget plastemballage til virksomheder, der sættes på markedet. Mens der jævnligt udføres sorteringsanalyser for husholdningsaffald, så sker det sjældent for erhvervsaffald. IVL gennemførte i foråret 2025 sorteringsanalyser af erhvervsaffald på en række affaldsanlæg med det formål at få mere viden om mængderne og hvilke typer plastemballage, der i dag går til energiudnyttelse (reference ikke fundet).

Note
** Naturvårdsverkets statistik for 2023 viser, at der i 2022 blev sat 276.133 ton plastemballage på markedet, at der blev indsamlet 151.000 ton plastemballageaffald, og at 97.970 ton blev genanvendt. Forskellen ift. tallene i rapporten fra Näringslivets Producentansvar, skyldes tilsyneladende, at Naturvårdsverkets nationale statistik kun tager hensyn til free-ridere for plastemballage til husholdninger.

Læs mere
Näringslivets Producentansvar, okt. 2025, Återvinningsmålen för förpackningar 2030 – hur når vi dem?
Naturvårdsverket, 28. nov. 2024, Sveriges återvinning av förpackningar 2023
Naturvårdsverket, 16. juni 2025, Kartläggning av plastflöden i Sverige 2023
Näringslivets Producentansvar, Förpackningsavgifter

Relaterede nyheder