Svensk storskalasamarbejde om tekstilgenanvendelse
Ifølge nyhedsmediet vil Renewcell forsyne H&M Group med fibre af høj kvalitet fremstillet af genanvendt cellulose fra tekstilaffald. Mængden, der skal leveres, øges gradvist over fem år. Fibrene vil blive brugt af H&M Group til at erstatte jomfru tekstilfibre fra bomuld eller skov i tøjproduktionen. Renewcell planlægger at bygge det nye anlæg i 2021 og vil foretage de første leverancer fra første halvdel af 2022.
I november 2019 var DAKOFAs tekstilnetværk på besøg os Renewcell og så deres pilotanlæg. Processen er en kemisk genanvendelse, der genanvender cellulose, herunder bomuld, viscose og lyocell til en pulp, der kan tørres og presses og som herefter kan anvendes i tekstilproduktion, hvor det spindes og kan anvendes til nye stoffer.
På daværende tidspunkt kunne processen dog kun håndtere input med minimum 98% cellulosebaseret indhold, men teamet arbejdede på, at gøre den mere modtagelig for blandingsmaterialer, der som bekendt er den helt store udfordring.
Målet var at nå til et niveau, hvor mængderne skal kunne bestå af minimum 85% cellulosebaseret materiale og samtidig også at oprette tre ”linjer” til hhv. bomuld, viscose og lyocell frem for den nuværende enkelte linje således, at processen kan køre mere smidigt og effektivt. Om dette mål er nået fremgår dog ikke af nyhedsmediet eller af Renewcells egen pressemeddelelse.
Baggrundsmateriale:
Du kan læse Recyclings artikel her.
Du kan læse Renewcells pressemeddelse her på virksomhedens hjemmeside, hvor du også kan læse mere hele processen.