Stort udbud må gå om efter klagesag
Aarhus Kommunes affaldsselskab har ifølge en juridisk vurdering ikke overholdt udbudsreglerne, og derfor må udbuddet gå om.
Chefen for Genbrug og Energi i AffaldVarme Aarhus, Lene van der Raad, erkender, at udbudsreglerne ikke blev overholdt ved tildelingen af den store kontrakt. Hun siger i en skriftlig kommentar til CleantechWatch:
”I standstill-perioden blev der indleveret en klage til Klagenævnet for Udbud. I forlængelse af denne klage har vi bedt vores eksterne advokat om at foretage en afdækning og juridisk vurdering af udbudsmaterialet og udbudsproceduren. Vores advokat har vurderet, at den af AffaldVarme Aarhus valgte evalueringsmodel er i strid med udbudsloven."
"Som følge af den juridiske vurdering fra vores advokat er vi blevet anbefalet og ser os nødsaget til at tilbagekalde tildelingsbeslutningen og annullere/aflyse udbuddene," tilføjer Lene van der Raad.
Kontrakten blev ellers tildelt renovationsselskabet Urbaser, men nu har det kommunale selskab AffaldVarme Aarhus Genbrug P/S besluttet af tilbagekalde tildelingen og udbyde håndteringen af husholdningsaffald i Aarhus Kommune igen.
Hele sagen sker på baggrund af en klage over udbudsforløbet, som renovationsfirmaet Remondis har indgivet til statens klagenævn for udbud i Viborg. I klagen anfægtes lovligheden af den evalueringsmodel, som førte til, at Urbaser vandt kontrakten.
AffaldVarme Aarhus forventer at genudbyde affaldsindsamlingen snarest muligt i begyndelsen af 2022. Både Remondis, Urbaser og andre renovatører kan altså igen byde på den store kontrakt, der skal træde i kraft 1. april 2023.