02. december 2021

Store potentialer for modebranchen i gensalg af mode og tekstil

Dette er én af konklusionerne i en ny rapport ” ”Take back of Textiles – design for circularity in Denmark”, der er udgivet som led i et forsknings- og innovationsprojekt ledet af lektor Else Skjold fra Det Kongelige Akademi i samarbejde med KEA og Designskolen Kolding.

De deltagende virksomheder (Kvadrat, Really-CPH, Continued Fashion, By Malene Birger, GANNI, Dansk Wilton, Ege Carpets, Veras Vintage, DFD A/S, (United Laundries) LEFTOVER og NYBO Workwear) repræsenterer fire områder inden for design: mode, arbejdstøj, tæpper og møbler.

Formålet med projektet har været at undersøge de vigtigste barrierer og drivere for designstyret cirkularitet inden for disse områder. Projektet er baseret på casestudier, der hver især repræsenterer pilotstudier, der viser faktiske initiativer, der er udviklet og testet gennem hele projektperioden.

Det konkluderes blandt andet, at for at sikre en langvarig ydeevne af modeprodukter er det nødvendigt for brands at undersøge, hvem deres kunder egentlig er, og hvordan deres produkter bliver værdisat i brug. Et godt sted at undersøge dette er på genbrugsmarked, eller via kunders interaktion og fællesskaber på de sociale medier.

Gensalgsmarkedet reagerer på segmenter, sæson og priser ligesom det traditionelle marked. Men projektet har vist, at mekanismerne, der driver det, er helt anderledes. At flytte forretningen til en udlejningsmodel eller gensalg kræver en nøje overvågning og analyse af produktets ydeevne og platformens tilstedeværelse (hvor meget er produkter værd efter en sæson, og hvor befinder de sig?)

I en nyhed på Det Kongelige Akademis hjemmeside er Else Skjold citeret for følgende udtalelse: ”Det har været en øjenåbner, både for os forskere og for virksomhederne, at der er så store potentialer i efterlivet af mode og tekstil på det cirkulære marked. Det fortæller os, at der er basis for at udvikle langt mere grønne og samtidig lukrative forretningsmodeller ved at se på design-metoder og forbrugeradfærd - og at det er et felt, vi skal forske langt mere i”.

Baggrundsmateriale
Du kan læse nyheden fra Det Kongelige Akademi her, hvor der også findes link til selve rapporten.

Relaterede nyheder