Stor medlemstilgang i DAKOFA
De fleste har nok lagt mærke til, at der gennem den seneste tid har været et anseligt antal "velkommen til nyt medlem" blandt nyhedsstrømmen på DAKOFAs hjemmeside. Vi har således oplevet en stabil medlemstilgang, som har resulteret i, at vi nu er oppe på hele 285 medlemmer i Danmarks eneste apolitiske kompetencecenter for affald, ressourcer og cirkulær økonomi.
Af DAKOFAs 40 årige historie skal vi næsten helt tilbage til årtusindeskiftet for at finde lige så mange medlemmer - hvilket vel at mærke var inden kommunalreformen, da der var 271 primærkommuner at rekruttere blandt og ikke - som nu - 98. Desuden var der dengang 14 amter mod 5 regioner i dag.
Og at vi er repræsentative i forhold til de forskellige typer af aktører, der findes i sektoren, understreges af, at vi i skrivende stund består af 118 (41%) kommunalt/fælleskommunalt ejede medlemsorganisationer, 87 (31%) private entreprenører og produktionsvirksomheder samt 80 (28%) organisationer, rådgivere, lærings-/forskningsinstitutioner, regioner og statslige styrelser.
Som det kan ses af figuren, toppede vi i 2002, men fik kommunalreformen i 2007 at mærke de følgende par år. Til gengæld er det gået støt fremad de seneste 10 år, og tendensen er, at vi mærker en stigende interesse fra mange produktions- og designvirksomheder, der gerne vil være med i den fælles indsats for en mere cirkulær fremtid. Samspillet mellem produktion, forbrug og håndtering af de opsamlede ressourcer er da også et område, der er højt prioriteret i DAKOFAs "Strategi 2022-2026 - fra affaldshåndtering til cirkulær omstilling; nye rammer - nye muligheder".
Vi ser tillige den seneste ændring af foreningens finansieringsform, hvor man betaler en anelse mere i kontingent, men til gengæld opnår stærkt reducerede priser for DAKOFAs mange arrangementer samt adgang til nyheder og faglige netværk, som en medvirkende årsag til de seneste måneders mærkbare fremgang.
Fra DAKOFAs sekretariat skal der lyde en kæmpe TAK for den store opbakning og medlemmernes interesse i foreningens ydelser og aktiviteter. Vi glæder os til at knokle videre for (forhåbentlig) at kunne honorere medlemmernes ønsker og behov samt medvirke til fremtidens nødvendige, cirkulære omstilling.