Større fleksibilitet for kommuner med en dispensationsmulighed

I en nyhed fra Miljøministeriet fremgår det, at aftalekredsen bag klimaplanen er enige om at holde fast i fristen om, at borgerne landet over skal sortere i ens affaldsfraktioner fra 1. juli 2021. Men det fremgår også af nyheden, at der skal tages hensyn til kommunernes individuelle udfordringer gennem muligheden for dispensation.

På baggrund af høringssvarerne til den nye affaldsbekendtgørelse blev der indført en en mulighed for at ansøge om dispensation. Det har 73 kommuner, i følge nyheden, benyttet sig af. Det fremgår endvidere, at disse dispensationsansøgninger viser forskellige problematikker i de mange kommuner.

Partierne bag aftalen er enige om, at dialog er en del af vejen frem, og derfor vil Miljøministeren og KL mødes om et år med henblik på at drøfte status på implementeringen i kommunerne. Endvidere fremgår det, at Miljøstyrelsen her i foråret vil være i dialog om dispensationerne med de enkelte kommuner og kan her afklare individuelle udfordringer og samtidig give vejledning om de nye regler og krav.

Det fastslås i nyheden, at med dispensationsmuligheden vil der bedst kunne tages hensyn til kommunernes individuelle udfordringer – og der vil ske en løbende indfasning, så kommunerne bliver klar frem til udgangen af 2022, som er den frist, der blev sat for dispensationer tilbage i december 2020.

Læs hele nyheden her på Miljøministeriets hjemmeside.

Relaterede nyheder