Status for den grønne og digitale omstilling af EU’s tekstilindustri

Ny rapport gransker den grønne og digitale omstilling i den europæiske tekstilindustri. Mange initiativer er i gang, men den overordnede omstilling af systemet er stadig langsom.

En ny rapport fra Europa-Kommissionen skal bidrage til diskussionen om både den nuværende tilstand og de fremskridt, der er opnået over tid, med hensyn til den grønne og digitale omstilling af den europæiske tekstilindustri. For at kvalificere diskussionen præsenterer undersøgelsen en analyse, baseret på omstillingen af industrielle tekstiløkosystemer i perioden fra 2010 til 2021, der dækker hele værdikæden fra produktion til forhandlere indenfor både mode og tekniske tekstiler.

Den nye rapport konkluderer først og fremmest, at man kan observere en betydelig fremgang i brugen af både grønne og digitale teknologier i tekstilindustrien og at der har været en markant stigning i antallet af startups inden for tekstilområdet, som på forskellige måder søger at udfordre industriens nuværende set-up. Mange af disse startups arbejder på at fremme den grønne omstilling med forskellige teknologier og nye forretningsmodeller, hvor fokus især har været på anvendelsen af nye materialer som bio-baserede, genanvendte og økologiske materialer. Online markedspladser til deling og udlejning har ligeledes været i vækst, og i den forbindelse har mange grønne startups anvendt avancerede digitale teknologier som eksempelvis kunstig intelligens, virtual reality og blockchain.

Særligt fokus på materialer
Generelt viste resultaterne af telefoninterview med mere end 300 tekstil-SMV'er, at næsten 42% af respondenterne har implementeret mindst én type grøn teknologi eller en relateret miljøforanstaltning, hvilket som udgangspunkt betragtes som et lovende resultat. På trods heraf, har forfatterne imidlertid også konstateret, at reelle forpligtelser inden for miljøområdet stadig er begrænsede, og at mængden af såkaldte ”grønne aktiviteter” inden for den samlede forretningsdrift stadig er relativt lav, den samlede industris størrelse taget i betragtning. Tæt på halvdelen af de registrerede teknologiske indsatser ses som nævnt inden for mere bæredygtige materialer, herunder særligt anvendelsen af genanvendte materialer og bio-baserede materialer.

Anvendelse af genanvendte materialer rangerede øverst blandt de såkaldte grønne omstillingsteknologier, der oftest blev nævnt på etablerede virksomheders hjemmesider, mens der blandt startups så ud til at være et større fokus på bio-baserede materialer. På trods af disse positive skridt er andelen af genanvendte materialer, der anvendes i produkterne, mindre end 5% i næsten halvdelen af de rapporterede tilfælde, hvilket ifølge forfatterne indikerer, at optagelsen af de genanvendte materialer stadig er på et tidligt stadie.

I den anden ende af skalaen kunne man samtidig se, at forlængelse af produkternes holdbarhed er den løsning, der har været mindst i fokus. Forfatterne udtrykker i den forbindelse bekymring for, at interessen for at producere og markedsføre mere holdbare tekstilprodukter er relativt lav, og at holdbarhed og lang levetid generelt ikke blevet fremhævet på virksomhedernes hjemmesider som en kerneværdi for forretningen.

I forhold til nye forretningsmodeller har der blandt de undersøgte virksomheder vist sig størst interesse for at implementere servicemodeller for reparation og vedligeholdelse (herunder vask og rens), hvilket blev observeret hos 20% af de adspurgte virksomheder. Det blev yderligere klart, at cirkulære tjenester stadig ikke ser ud til at være rentable idet næste 76% af de adspurgte virksomheder sagde, at brugen af cirkulær servicemodeller endnu ikke er omkostningseffektive for deres virksomhed. Undersøgelsen viser også, at det fortsat går langsomt med den grønne omstilling i de offentlige indkøb rundt omkring i medlemsstaterne.

Læs mere
Du kan læse meget mere om bl.a. grønne investeringer, brugen af teknologi og medarbejderes kvalifikationer i rapporten ”Monitoring the twin transition of industrial ecosystems Textiles: analytical report”, som du finder her.

Relaterede nyheder