Stagnerende genanvendelse fra 2016 til 2017
Miljøstyrelsen har offentliggjort Affaldsstatistik 2017, der er struktureret nogenlunde som statistikken året før - dog med et et udbygget afsnit om "Municipal waste". Statistikken giver et godt og nuanceret overblik over affaldsmængder og -behandling fordelt på de forskellige sektorer og affaldsfraktioner.
Affaldsproduktion og -fordeling
Danmark producerede i 2017 i alt 11,7 mio. tons affald (uden jord), som var fordelt på følgende måde:
Husholdninger | 30% |
Service | 14 % |
Industri | 9 % |
Bygge og anlæg | 38 % |
Andet erhverv | 9 % |
Genanvendelse af affald (uden jord) for de forskellige sektorer har ændret sig som følger (angivet i % for hvert af årene 2013, 2016, 2017):
Husholdninger | 40 | 46 | 46 |
Service | 54 | 57 | 59 |
Industri | 72 | 75 | 72 |
Bygge og anlæg | 88 | 87 | 85 |
Andet erhverv | 86 | 82 | 79 |
Municipal Waste
Statistikkens afsnit 5.1 ’Municipal waste’ forholder sig til, hvordan affaldsdirektivets nye målsætninger for genanvendelse af kommunalt affald kan vurderes. Det beskrives, at ”I forbindelse med EU’s nye affaldsdirektiv skal municipal waste ikke afgrænses af, om det [kun] kommer fra husholdninger og servicebranchen, og restprodukter fra behandling af municipal waste skal [samtidigt også] tælles med i opgørelsen. På nuværende tidspunkt er det Miljøstyrelsens vurdering, at afgrænsningen til husholdning og servicebranchen bedst afspejler den reelle mængde municipal waste, da man ellers vil medregne store mængder produktionsaffald, der ikke er defineret som municipal waste. Miljøstyrelsen arbejder på, at municipal waste i fremtiden vil blive afgrænset af alle EAK-koder vist i Bilag 8, uafhængig af branche.”
Municipal waste udgør 39 % (4,5 mio. tons) af den samlede, primære affaldsproduktion i Danmark, 26 % stammer fra servicebranchen, mens 74 % er affald fra husholdninger. Municipal waste indsamles hovedsageligt som blandet husholdningsaffald (42 % i 2017), mens 20 % indsamles som bionedbrydeligt affald (haveaffald) i 2017.
Miljøstyrelsens 'Affaldsstatistik 2017, Miljøprojekt 2102' fra september 2019, kan hentes her.